Fransk hold spår CL-braget mod Skjern til at være helt lige

Dominik Klein fra Nantes fremhæver Skjerns hjemmebanesejr over storklubben Veszprém, som vestjyderne endte med at sende ud af Champions League.

Anders Eggert og Skjern indgyder stor respekt hos søndagens franske modstandere fra Nantes.
Anders Eggert og Skjern indgyder stor respekt hos søndagens franske modstandere fra Nantes.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Kiril Lazarov, Dominik Klein, Espen Lie Hansen.

Det er et udpluk af de mange stjerner, som Skjern i aften søndag møder, når vestjyderne spiller den første kvartfinale mod franske Nantes.

Alligevel har den trefoldige Champions League-vinder og Nantes-profil Dominik Klein stor respekt for de grønblusede, og han vurderer, det kan blive to tætte kampe.

- Det er som altid 50/50. Selvom vi primært kigger på os selv, er vi bevidste om, hvad Skjern er i stand til.

- Vi så Skjerns imponerende hjemmebanesejr over Veszprém under en mellemlanding i Paris. Vi så, at de kunne have vundet endnu større, så vores respekt for dem steg bestemt. Og så er Skjern også det dominerende hold i den danske liga lige nu. Vi skal spille to stærke og fokuserede kampe mod dem, siger Dominik Klein til EHF Champions Leagues hjemmeside.

Det er første gang, at Skjern har kvalificeret sig til kvartfinalen i Champions League. Det samme gælder for Nantes, der kun deltager i den prestigefulde turnering for anden gang i historien. 

I sidste sæson blev endestationen for franskmændene ottendedelsfinalen.

Klein er da også meget overrasket over, at Skjern og Nantes begge har spillet sig blandt de bedste otte hold.

- Det ville helt sikkert have været et perfekt odds, hvis du havde oddset på det inden sæsonen. Hvis bare du have smidt en euro på, at vi ville møde hinanden, ville du uden tvivl have penge til at købe en billet til FINAL4 nu, siger han.

Skjern krydser klinger med Dominik Klein og holdkammeraterne fra Nantes søndag klokken 19.00.