Forhandlingerne starter igen, og flere slagsmål venter

Det blev ikke i nattens mulm og mørke, at der kom en endelig beslutning om overenskomsten for de offentligt ansatte.

Anders Bondo forlader forhandlingerne natten mellem fredag og lørdag. Forhandlingerne sluttede klokken 02.30, og arbejdsgiverne har givet besked om, at de skal have en tænkepause.
Anders Bondo forlader forhandlingerne natten mellem fredag og lørdag. Forhandlingerne sluttede klokken 02.30, og arbejdsgiverne har givet besked om, at de skal have en tænkepause.
Foto: Scanpix / Martin Sylvest Andersen

Forligsmand Mette Christensen har besluttet at holde pause frem til klokken 10 lørdag morgen, oplyser forhandlerne til TV 2s Ole Krohn.

- Nu skal jeg lige hjem og have et hvil og et bad, siger Flemming Vinther, der forhandler på vegne af de statsansatte.

Han fortæller desuden, at det er arbejdsgiverne, der har bedt om pausen. Dermed forventes det, at arbejdsgiverne bliver i bygningen, mens forhandlerne for lønmodtagerne kan tage hjem.

Bondo: Fint med en pause

Også Anders Bondo Christensen, der forhandler på vegne af de kommunale lønmodtagere, fortæller, at det er arbejdsgiverne, der har bedt om pausen.

- Jeg ved ikke, hvad de tænker, men det ville jeg da rigtig gerne. Men det er ok med en arbejdspause, og rigtig fint, at forligsmanden så siger, at der ikke kommer til at ske noget de næste timer, siger han til TV 2.

Henny Christensen, der er nyhedsredaktør for Avisen.dk, fortæller, at pausen skal ses som et udtryk for grundighed fra forhandlernes side.

- Et sammenbrud skal ikke være let, forstået på den måde, at hvis det ender med et sammenbrud, så skal alt være forsøgt. Et eventuelt sammenbrud skal kunne forklares, vurderer hun.

Serup: Vi er tættere på et sammenbrud

Politisk kommentator Søs Marie Serup er ikke i tvivl - den annoncerede pause i overenskomstforhandlingerne er ikke godt nyt.

- Vi er rykket tættere på et sammenbrud. Man har prøvet så mange løsninger, og hver gang man prøver en ny løsningsmodel, der ikke virker, så bliver der jo et værktøj mindre i kassen.

- Vi er i en krise. Det giver slet ikke mening at tale om andet, understreger hun.

Strid om betalt frokostpause

Forud for udsættelsen gik næsten 17 timers forhandlinger, hvor især det statslige område var i fokus. Her var det særligt lønnen og tvisten om den betalte frokostpause, der optog parterne.

- Grunden til, at man tager spisepausen nu, er at den ligger på det statslige område. Og man vil gerne gøre det statslige område færdigt først, fortæller Emma Bech Christensen, der dækker forhandlingerne tæt for Politiken.

Striden om den betalte frokostpause opstod i efteråret, da Moderniseringsstyrelsen såede tvivl ved, om den er en rettighed for de offentligt ansatte eller om det blot er kutyme, at man har den. Det fik de ansatte til at kræve den skrevet ind i overenskomsten, men så blev det pludselig et stridspunkt, der skulle forhandles.

- Det hander om, at de statsansatte vil have deres rettigheder anerkendt, understreger Emma Bech Christensen.

Nyt forslag blev taget køligt imod

Lønmodtagerne fremsatte et nyt forslag, som medierne ikke fik meget at vide om. Et af de vigtige elementer er ifølge Ole Krohns kilder et opgør med en reform fra 2015, der betyder, at de offentlige lønmodtageres lønniveau reguleres lavere, hvis de privates lønninger stiger.

Dette forslag blev der imidlertid taget meget køligt imod fra arbejdsgivernes side, og meldingerne resten af aftenen og natten var, at fremskridtene var meget små.

Arbejdsgivernes forhandlere bliver altså i Forligsinstitutionen, mens modparten tager hjem, men det vides ikke præcis, hvad de skal tale videre om.

Håber på resultater lørdag

Forhandlerne på begge sider sagde inden fredagens forhandlinger, at der skal falde resultater i weekenden og allerhelst senest lørdag. Ingen forhandlere har endnu kommenteret på, om fredagens mangel på fremskridt har ændret på de prognoser, men Emma Bech Christensen har ikke store forventninger.

- De kommer til at forhandle hele weekenden, og det kan også gå ind i næste uge, selvom ingen håber det, siger hun.

Stridpspunkterne er stadig de samme som hidtil - lærernes arbejdstid, den betalte frokostpause og lønnen. Og mens lønnen ikke menes at være et stort problem at blive enige om i sidste ende, er parterne stadig meget langt fra hinanden på de to andre områder.

- KL har netop fået genbekræftet sit mandat på lærernes arbejdstid, så de er ikke klar til at komme med indrømmelser i forhold til en kvartalsnorm. Det bliver meget spændende med det område, fastslår Emma Bech Christensen.