Flere udlændinge køber sommerhus i Danmark, men DF vil stoppe dem

Dispensationer til udlændinge, der vil have sommerhus i Danmark, er steget fra 54 i 2007 til 308 i 2017.

Arkivfoto.
Arkivfoto.
Foto: Iris / Ritzau Scanpix

En 60 år gamle sommerhusregel forbyder udlændinge at købe sommerhuse i Danmark uden særlig dispensation fra Justitsministeriet. Men Dansk Folkeparti mener, at reglen er ved at blive undergravet af alt for mange dispensationer.

I 2017 blev der givet 308 dispensationer fra sommerhusreglen, så 308 udenlandske familier fik lov til at købe et dansk sommerhus, fordi de havde særlige relationer til Danmark. Enten via familie eller arbejde, eller fordi de har holdt ferie i Danmark i mange år.

Det tal vil Dansk Folkeparti have begrænset betydeligt, så der kun kan gives 20 dispensationer hvert år. Et markant mindre tal – ikke mindst set på baggrund af, at der ifølge Danmarks Statistik er 222.000 sommerhuse i Danmark.

Partiet begrunder blandt andet sin stramme kurs med, at udenlandske sommerhusejere ikke lejer deres sommerhuse lige så meget ud, som danske sommerhusejere gør.

- Typisk er det jo sådan, at de danske ejendomsejere er bedre til at synes, at det er en god ide at leje deres fritidsboliger ud. Og det betyder jo, at man jo også kan se, at der er indtægter på de fritidsboliger også i den periode, hvor ejerne ikke selv benytter sig af dem, siger Dansk Folkepartis EU-ordfører Kenneth Kristensen Berth.

'Det har ingen betydning'

Erik Nørreby er ejendomsmægler på Fanø, og han sælger engang imellem et sommerhus til en tysk køber – og så er han i øvrigt tidligere Venstre-borgmester på øen. Han afviser, at der er grund til bekymring for, at det danske sommerhusmarked skal blive oversvømmet af udlændinge.

- Det har ikke nogen betydning. Man kan jo ikke sige, at fordi det er en, der taler et andet sprog, end man gør i Danmark, så er vedkommende en andenrangsborger, siger han.

Dansk Folkeparti har fremsat dette forslag flere gange før uden held. Og heller ikke denne gang spås det chancer for at få flertal.

Baggrunden for forslaget er, at antallet af dispensationer er steget fra 54 i 2007 til altså 308 i 2017.

Nordmænd og tyskere

Ifølge en optælling, som avisen JyskeVestkysten har foretaget på baggrund af tal fra Danmarks Statistik, er det hovedsageligt nordmænd og tyskere, der søger og får dispensation. Tallet omfatter også en mindre gruppe af udenlandsdanskere, der ikke har boet i Danmark i de seneste fem år, men som gerne vil have et sommerhus her i landet.

 I alt søgte 441 familier om dispensation i 2017, men 133 af dem fik afslag.