Flensborg-stjerne forhandler med Skjern Håndbold

En af håndboldsportens største forsvarsprofiler taler ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger med Skjern Håndbold om et skifte til den danske 888liga.

Foto: Hans Trier Vittarp, TV MIDTVEST

Han er anfører i den tyske storklub Flensburg-Handewitt og på det svenske landshold. Han er tidligere Champions League-triumfator med Flensborg. Og han bliver af mange betegnet som verdens bedste forsvarsspiller.

Navnet er Tobias Karlsson, og TV 2 SPORT erfarer, at den svenske Flensborg-stjerne lige nu er i forhandlinger med Skjern Håndbold om et skifte til den danske 888liga.

Den 35-årige forsvarsspecialist har kontraktudløb i det nordtyske efter denne sæson, og derfor kan han forhandle med Skjern Håndbold om et skifte til Danmark og Vestjylland fra sommeren 2017.

Ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger var den 196 centimeter høje og 102 kilogram tunge Tobias Karlsson onsdag aften i Danmark for at se på forholdene i Skjern Bank Arena.

Bestyrelsesformand i Skjern Håndbold, Carsten Thygesen, har dog ingen kommentarer til hverken svenskerens rundvisning i det vestjyske eller oplysningerne om, at der skulle være forhandlinger i gang mellem de to parter.

Ender de forhandlinger, som altså ifølge TV 2 SPORT’s oplysninger er i gang, med at blive til en aftale, er det ikke første gang, Skjern Håndbold og Carsten Thygesen retter radaren mod Flensborg. Så sent som den 24. august offentliggjorde vestjyderne, at Flensborgs danske fløjstjerne Anders Eggert, som du kan se i videoen over artiklen, fortsætter karrieren i Skjern efter denne sæson.

Nu er det så defensiven, der ønskes forstærket hos de grønblusede. Onsdag fortalte vestjyderne, at et af Danmarks absolut største målmandstalenter, Emil Nielsen, skifter til Skjern fra Århus Håndbold til den kommende sæson. Og han kan altså, hvis de igangværende forhandlinger ender i en aftale, komme til at stå bag en af håndboldspillets dygtigste defensive aktører.

Tobias Karlsson har siden sommeren 2009 spillet 353 kampe for Flensburg-Handewitt, og han var en af hovedmændene bag nordtyskernes Champions League-triumf i 2014. Han har desuden spillet 173 landskampe for Sverige, med hvem han vandt OL-sølv i 2012.

TV 2 SPORT arbejder på at få en kommentar fra Tobias Karlsson selv.