Ekstra fridage venter i 2018

2018 er et rigtigt lønmodtagerår. Der er nemlig fuld valuta i feriekalenderen.

2018 er et godt år for lønmodtagerne med fuld valuta i feriekalenderen.
2018 er et godt år for lønmodtagerne med fuld valuta i feriekalenderen.
Foto: Kristian Juul Pedersen/ Scanpix

Nytårsraketterne er skudt af, og 2018 er officielt gået i gang. Det er i dag årets første fridag, og dem kommer der mange flere af i 2018. 

2018 er nemlig et rigtigt ”lønmodtagerår” med fuld valuta i feriekalenderen - i modsætning til de seneste år, der har været ”arbejdsgiverår”, hvor mange fridage er faldet på lørdage og søndage. Det skriver Fagbladet 3F. 

I 2018 falder langt de fleste af helligdagene igen på hverdage. 

Her er fridagene

Året 2018 begynder på en mandag, fordi nytårsaften 2017 er en søndag. Det giver mandagsfri til mange. I 2017 faldt 1. nytårsdag på en søndag, så allerede hér er der en ekstra fridag i 2018 i forhold til i år. 

Påsken ligger som altid en torsdag-fredag plus en mandag. Her har rigtig mange fri. I 2018 falder påsken fra datoerne 29. marts til 2. april. 

1. maj - Arbejdernes internationale kampdag - falder på en tirsdag, og udløser frihed og fadøl for mange. 

Fredagen forinden, 27. april, er det store bededag, så der er to fridage tæt på hinanden. Der er mulighed for fem fridage i træk, hvis man selv smider en feriedag ind 30. april. 

Kristi himmelfartsdag falder i 2018 på 10. maj. En torsdag som alle øvrige år. 

Grundlovsdag faldt meget uheldigt i 2017, da den lå på samme dag som fridagen pinsemandag. Men i 2018 er der grund til at få armene op og glæde sig over, at de to dage igen falder på hver sin dag. Grundlovsdag 5. juni er en tirsdag i 2018. Ikke for alle er det dog lig med en fridag, men for dem, der har fri, er det igen oplagt her at smide en feriedag ind om mandagen og dermed få fire fridage i streg. 

Pinsen falder i 2018 søndag den 20. og mandag den 21. maj. 

Nogle år falder julen så heldigt, at der er tale om en rigtig lønmodtagerjul. Det er, når alle julens helligdage falder på hverdage i forlængelse af en weekend. Og sådan er det i 2018 efter et par ”dårlige” år. Første og anden juledag falder nemlig på en tirsdag og en onsdag, mens selve juleaften altså er en mandag. 

Alt i alt er der tale om op til 13 fridage i 2018, der ikke falder i en weekend. Vi skal tilbage til 2014 for at finde et så givtigt ferieår for lønmodtagerne.