Efterlyst 14-årig dreng fundet

Dreng, der var forsvundet lørdag, er nu genforenet med sin familie.

politi_aalestrup.jpg
Foto: arkivfoto

Politi efterlyste lørdag aften en dreng, der havde forladt sin hjem. 

Midt- og Vestjyllands Politi iværksatte en eftersøgning af den 14-årige Mathias Nicolai Basse. Han havde omkring klokken 14 forladt sit hjem i Remme øst for Videbæk. 

Klokken 23.25 lørdag aften var drengen dog tilbage hos sin familie i god behold. Det skriver politiet på Twitter. 

I en tidligere pressemeddelelse fremgik det, at politiet og pårørende frygtede, at den 14-årige dreng kunne have været udsat for en ulykke. Den frygt viste sig at være ubegrundet.

Gået hjemmefra i et område med moser og åer

BT talte lørdag med Henrik Nielsen, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi. Han uddybede, hvorfor man frygtede, at der var sket en ulykke.

- Han er gået hjemmefra i et område, hvor der er moser, åer og enge, så hvis han er gået ud i det, kan han måske sidde fast i noget mudder eller lignende, siger han til BT.

Ifølge Ekstra Bladet havde politiet en helikopter i luften, mens hundepatruljer og betjente også var i gang med at lede efter drengen.

Sent lørdag aften blev den 14-årige så heldigvis fundet i god behold.