DF’ere gik stik imod Folketingets anbefaling - dybt uansvarligt, lyder kritikken

På trods af klare advarsler valgte flere DF-politikere at medbringe smartphones på rejse til Rusland. Dybt uansvarligt, lyder kritikken.

Christian Langballe forklarer, at han "havde småt med tid", og at telefonen derfor kom med til Rusland. Foto: TV MIDTVEST

Beskeden til medlemmerne af Udenrigspolitisk Nævn forud for en rejse til Rusland i sidste uge var ikke til at tage fejl af:

- Folketingets It-systemer anbefaler […], at alle deltagere i rejsen lader deres personlige it-udstyr (pc, iPhone og iPad) blive hjemme i Danmark. I stedet vil I på fredag sammen med jeres billetter og dagpenge få udleveret en Nokia telefon med et telefonnummer I vil kunne nås på under rejsen.

Ovenstående citat stammer fra en mail, som TV 2 er kommet i besiddelse af. Den blev sendt til alle deltagerne forud for rejsen til Rusland.

I mailen, som i emnefeltet hedder ”Nævnsrejsen til Norge og Rusland - VIGTIGE RÅD” forklares det, hvordan der er ”stor risiko for, at telefoner, iPads og pcér bliver inficeret og tappet for oplysninger”.

- ALTSÅ EN KRAFTIG OPFORDRING TIL, AT I EFTERLADER JERES PERSONLIGE IT-YDSTYR HJEMME I DANMARK, lyder det med versaler og fremhævet tekst i mailen.

Men trods den klare opfordring og advarsel havde flere Dansk Folkepartis politikere medbragt deres iPhones på rejsen - heriblandt forsvarsordfører Marie Krarup, der også benyttede telefonen under udvalgsturen.

Det skriver hun i et opslag på Facebook:

Også Dansk Folkepartis indfødsretsordfører Christian Langballe oplyser til TV 2, at han havde sin iPhone med på turen.

EL: Putins nyttige idiot

En beslutning, som nu bliver kritiseret af en række andre politikere, der deltog i turen.

- Vi har fået en klokkeklar anbefaling om ikke at tage det her udstyr med, fordi der er fare for hacking. Det forholder jeg mig til. Det har Marie Krarup ikke valgt at gøre, og det synes jeg er dybt uansvarligt. Det sætter Folketingets IT i fare. Og dermed ender hun jo med at blive en nyttig idiot for Putin, siger Enhedslistens udenrigsordfører Nikolaj Villumsen.

Nick Hækkerup, Socialdemokraternes udenrigsordfører og næstformand for Udenrigspolitisk Nævn, siger:

- Jeg synes, at man skal lytte til dem, som er klogere end os. Og når Folketinget giver så klar en anbefaling, er det fordi, at der er risiko for hacking. Derfor valgte jeg at følge anbefalingerne. Og det synes jeg, vi alle bør gøre, siger han.

Forværret forhold mellem Vesten og Rusland

Anbefalingerne fra Folketinget om at lade smartphones blive hjemme, kommer efter en periode hvor forholdet mellem Vesten og Rusland er forværret. Amerikanske efterretningstjenester beskylder statsstøttede russiske hackere for at have forsøgt at påvirke præsidentvalget i USA, blandt andet ved at hacke sig ind hos det Demokratiske Parti i USA.

Og tidligere på året kaldte forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) truslen fra Rusland "skræmmende" og advarede direkte om, at Danmark risikerer at blive ramt af statsstyrede russiske hackerangreb.

Espersen: Hun har ikke gjort noget forkert

Christian Langballe forklarer sin beslutning om at medbringe sin telefon på turen således:  

- Jeg kan sige det helt enkelt. Jeg havde småt med tid. Så tog jeg den i lommen. Og så var den med.

Men når Folketinget anbefaler det, så er det jo fordi, de mener, at der er en risiko?

- Den diskussion må vi tage i nævnet. Vi spurgte ambassaden i Rusland, om det var et problem. Det var der ikke ifølge dem. Derfor må vi nu tage det op i Nævnet, som jo har sagt noget andet. Vi må se, om den anbefaling er tidssvarende, siger han.

Marie Krarup har ikke ønsket at stille op til interview med TV 2, men henviser i stedet til sin Facebook-opdatering. Her skriver hun, at hendes beslutning om at medbringe iPhone og iPad sker ”efter aftale med Folketingets It-sikkerhed og formanden for Udenrigspolitisk Nævn (Søren Espersen (DF), red.)”.

Søren Espersen, Marie Krarup siger, at hun har taget sin iPhone med efter aftale med dig. Er det rigtigt?

- Jeg skal ikke give lov til noget.

Men har du aftalt det med hende?

- Folketinget kan komme med anbefalinger, men vi kan ikke pålægge medlemmer at rette sig efter det.

Men hvad siger du til, at Marie Krarup ikke har fulgt Folketingets anbefaling?

- Hver enkelt må vælge, hvad man vil. Jeg vil ikke gøre det til en historie om, at Marie har gjort noget forkert, for det har hun ikke.

Men Folketinget anbefaler det jo af en årsag. Nemlig at der er en risiko?

- Det kan jeg ikke vurdere. Men hvis en efterretningstjeneste vil aflytte mig, kan de ligeså godt gøre det på min hjemmeadresse, som de kan gøre det i Moskva.

Hvad gjorde du selv?

- Hvis jeg ikke havde været formand, ville jeg have haft min iPhone med, som jeg plejer. Men da jeg er formand for Nævnet, var jeg solidarisk med de andre.

Så du havde den ikke med?

- Nej.

Men kilder fortæller mig, at du havde den med - men blot slukkede den, da I kom ind i Rusland?

- Ja, jeg havde den med i Norge og pakkede den så ned. Så er der ikke noget problem.