Fortiden findes i vandet: Det flyder med bomber og miner på bunden af de danske farvande

Flybomber, søminer, granater og ammunition i tusindvis ligger gemt under vandets overflade i danske søer og have.

De har ligget der siden Første og Anden Verdenskrig, og selv om våbnene er over 70 år gamle, er mange af dem stadig funktionelle.

- Tidens tand har været inde over, men det er ikke nok til at sige, at de ikke er farlige mere. Vi skal ned og konfirmere, at de er så gennemrustede, at der ikke er noget liv i dem. Sensorsystemet er ude af drift, men sprængstoffet er stadig aktivt, så man skal passe på, siger Jarl.

Han er uddannet minedykker i Søværnets Dykkertjeneste, der er specialister i at håndtere krigsresterne korrekt.

I programmet 'Station 2: Søværnets dykkere', som sendes torsdag på TV 2, viser han og kollegerne for første gang, hvordan de arbejder, når de fjerner de gamle våben fra søerne og den danske havbund, så skibe, både og badegæster kan færdes sikkert i vandet.

50.000 miner

Ifølge Søværnets Dykkertjeneste blev der efter Første Verdenskrig dumpet 10.000 miner i de danske have, og efter Anden Verdenskrig blev der smidt 40.000 miner i vandene omkring Danmark.

Derudover er der dumpet ammunition og forskellige granater i søer og have, ligesom der er droppet flybomber i farvandene. Siden har de ligget ueksploderede på bunden.

- Man har formentlig bare skullet af med det. Krigen var slut, tyskerne skulle hjem, og så røg våbnene i havet, siger Jarl, der på grund af jobbets kompleksitet ikke ønsker sit efternavn frem.

Respekt for jobbet

Under de to verdenskrige blev søminerne brugt til at kontrollere skibstrafikken. De indeholder op til 800 kilo sprængstof og bliver udløst af enten lyden fra et skib eller magnetisk påvirkning, når skibet sejler hen over.

Minedykkerne tager derfor en række forholdsregler, når de skal ned til våbnene, og dykker eksempelvis med ikke-magnetiske dragter og udstyr, så de ikke risikerer at udløse en mine med det.

- Jeg er ikke bange for det, jeg laver, men jeg har respekt for det. Det er klart, at dykker man på en granat eller en mine, og den går af, så er man færdig som minedykker og også færdig i det hele taget, siger Allan Andersen, der har været i Forsvaret i 15 år og arbejdet som minedykker i Søværnets Dykkertjeneste de seneste 10 år.

- Men vi er uddannet til det, vi laver, og bliver jeg på et tidspunkt bange for arbejdet, skal jeg nok til at finde noget andet at lave, fortsætter han.

De våben, minedykkerne finder, bliver bortsprængt. Enten under havoverfladen på sikker afstand af land, så de ikke risikerer at gøre skade på bebyggelse og natur. Eller også bliver de sprængt bort på et militært område på land, hvis minedykkerne vurderer, at våbnene kan fragtes dertil.

Lad våbnene være

Søværnets Dykkertjeneste regner med, at der er mellem 4000 og 6000 miner tilbage i de danske farvande.

Ifølge minørerne, som dykkerne kaldes, skal hverken privatpersoner eller erhvervsfolk til søs dog frygte for at støde på en mine, der går af. Men tjenesten advarer kraftigt mod, at man selv begynder at håndtere våben af nogen slags, hvis man finder levn fra krigene.

- Meget af det er ikke farligt, hvis man ved, hvordan man håndterer det, men tager man det med hjem, og det tørrer, kan det altså sprænge. Vi er uddannet til at afkode, hvad vi har med at gøre, og hvordan vi håndterer det, så det skal man overlade til os, siger Jarl fra Søværnets Dykkertjeneste.

Det gør man ved at ringe 112 og fortælle, hvor man har fundet en mine eller andre rester fra krigen.

Ifølge seniorforsker Hans Sanderson fra Institut for Miljøvidenskab ved Aarhus Universitet er der ikke forsket nok i, hvad de mange efterladte våben har af betydning for havmiljøet, og man ved derfor ikke nok om, hvad de kan have afgivet af forurening, og hvilken miljørisiko de udgør.

Det første program om Søværnets Dykkertjeneste kan ses torsdag klokken 20.50 på TV 2 eller allerede nu på TV 2 Play.