Danskere måtte opgive Everest-drømmen kort før toppen

De danske bjergbestigere Jakob Urth og Rasmus Kragh ville nå verdens højeste tinde uden brug af medbragt ilt.

Rasmus Kragh og Jakob Urth måtte begge opgive deres mål på Mount Everest. Foto: TV 2 / Privatfoto

Status lørdag kl. 05:20: Jakob Urth har med ilt på flaske nået toppen af Mount Everest klokken 8.32 lokal tid. Rasmus Kragh måtte omkring klokken 3.17 dansk tid vende om ved cirka 8600 meters højde. Begge danskere er nu på vej ned.

Fra hver sin side af verdens højeste bjerg er to danskere nu på vej mod toppen, der befinder sig 8848 meter over havets overflade.

Den ene klatrer har nu bevæget sig ind i den afgørende del af klatringen: Den såkaldte 'dødszone', der begynder i 8000 meters højde.

Det her handler om, at man simpelthen skal presse sig selv ud over det næsten umenneskelige og kun fokusere på ét skridt ad gangen.

Morten Spiegelhauer, Tv 2-reporter

- Det er nu, det begynder at gøre ondt. Og for hver etape de kommer til at gå højere op, kommer de til at gå langsommere, og hvert eneste skridt føles hårdere, siger bjergbestiger Søren Gudmann, som selv stod på toppen af Mount Everest i 2005, dog med ilt med flaske.

Se tv-indslag om Jakob Urth og Rasmus Kragh

Livsfarlig mission

I dødszonen er der kun en tredjedel af den ilt, man finder ved havets overflade.

Og selvom de to danskere i godt to måneder har vænnet kroppen til Mount Everests højder, kan ingen levende væsner overleve mere end få døgn i det kvælende tynde luftlag. 

Læs også To midt- og vestjyder nærmer sig toppen af Everest

Belastningen på kroppen er derfor så stor, at de to bjergbestigere reelt kun har ét forsøg til at nå toppen.

Derudover skal bjergbestigerne også ned igen, og op mod 300 personer er gennem tiden omkommet på bjerget.

Blandt andet blev en russisk klatrer for blot få døgn siden fundet død i sydsidens tredje lejr, som Jakob Urth på det tidspunkt også opholdt sig i.

01:34

Jakob Urth fortæller fra Mount Everest.

Luk video

Mental styrke

Trods udfordringerne viste begge danskere fredag god form og så længe ud til at nå målet.

På den nepalesiske sydside nåede 41-årige Jakob Urth ved hjælp af medbragt ilt toppen af Mount Everest klokken 8.32 lokal tid.

Planen var oprindeligt at bestige bjerget uden ilt på flaske. Hvornår Jakob Urth skiftede til ilt er endnu uvist. Men selvom han ikke bliver den første dansker på toppen uden medbragt ilt, skriver han sig stadig ind i et selskab på blot 18 danskere, der har stået på den sagnomspundne top.

BJERGBESTIGER JAKOB URTH

  • 41 år, bjergbestiger og opvokset nær Struer i Vestjylland.
  • Bosat i Stavanger, Norge.
  • Midterste bror i en søskendeflok på tre. Søn af en ingeniør-far og en mor med egen butik.
  • Har rejst og klatret over det meste af kloden igennem 25 år. Blandt andet som guide.
  • Har uden medbragt ilt stået på tre bjerge over 8000 meter, to gange som den første dansker. Dertil kommer et utal af bjergtoppe på 5000-7000 meter.
  • Blev i marts 2018 optaget i Eventyrernes Klub som medlem nr. 468.
  • Foruden bjerge har Jakob Urth bl.a. flere krydsninger af Indlandsisen bag sig samt været taget til fange i Papua Ny Guinea.

Undervejs har Jakob Urth haft udfordringer med blandt andet hedeslag og et telt, der nær var blæst væk men var fortsat i overskud fredag.

Det fortalte TV 2-journalist Morten Spiegelhauer, der befinder sig i sydsidens basecamp i forbindelse med en tv-dokumentar og er i kontakt med Jakob Urth. 

Læs også Rasmus og Jakob har nu kurs mod historisk Everest-bedrift

- Jeg kan høre på ham, at han er superstærk, både fysisk og mentalt, sagde Morten Spiegelhauer.

- Han sætter nogle barrierer op, så han følelsesmæssigt kan presse sig selv helt ud. Det her handler om, at man simpelthen skal presse sig selv ud over det næsten umenneskelige og kun fokusere på ét skridt ad gangen.

Bjergbestigere i topform

Stærk var også 29-årige Rasmus Kragh, der fredag eftermiddag bevægede sig ind i dødszonen men siden måtte vende om på grund af dårlige vejrforhold - samme sted, hvor han også sidste år måtte vende om.

BJERGBESTIGER RASMUS KIILERICH KRAGH

  • 29 år og fra Skive. Bor i Valby med sin kæreste
  • Har en lillebror og er søn af en sygeplejerske og en pensioneret officer
  • Tidl. landsholdsløber i atletik og orientering
  • Tidl. sergent i Hæren i tre år og Jægerkorps-aspirant
  • Har boet to år i Norge, på friluftshøjskole i Lofoten samt i Sogndal
  • Besteg i 2012 sit første bjerg, Elbrus i Rusland (5642 m)
  • Første dansker uden kunstig ilt på toppen af Khan Tengri, Kirgisistan (7010 m)
  • I 2016 solo og uden medbragt ilt på Cho Oyu (8201 m) og Manaslu (8163 m) i Himalaya
  • Forsøgte i 2017 at bestige Mount Everest fra Tibet, solo og uden ilt på flaske. Forsøger nu igen

Fredag var meldingen ellers, at det denne gang gik langt bedre og – med undtagelse af et enkelt uforudset vejrskifte – præcis som planlagt.

- Det her er, som hvis han havde trænet til et Tour de France i et helt år, og så lige peaker på den helt rigtige peak (tinde, red.) – som så lige er Mount Everests top, sagde Benjamin Rud Elberth, der er talsmand for Rasmus Kragh. 

Rasmus Kragh nåede først nordsidens sidste lejr i 8300 meters højde og dernæst til klippeformationen 'Mushroom Rock' i næsten 8600 meters højde.

Begge danskere er nu på vej ned.

MOUNT EVEREST

  • Verdens højeste bjerg på 8848 m
  • Ligger i Himalaya, mellem Nepal og Tibet
  • Hedder også Sagarmatha og Chomolungma
  • Måske først besteget i 1924 af briterne George Mallory og Andrew Irvine. De overlevede dog ikke nedturen
  • I 1953 blev tinden med sikkerhed nået af newzealænder Edmund Hillary og sherpa Tenzing Norgay
  • 4833 forskellige klatrere havde i 2017 nået toppen. Flest siden år 2000
  • Ca. 200 har nået toppen uden medbragt ilt. Den første i 1978. Ca. 30 af dem også alene. Den første i 1980
  • 18 danskere har været på toppen. Ingen uden ilt på flaske
  • Mindst 288 er omkommet på bjerget


Kilde: The Himalayan Database