Nu ruller dramaet i Venstre: Claus Hjort kræver Kristian Jensen væltet

Efter at Kristian Jensen torsdag undsagde formand Lars Løkke Rasmussens politiske linje er der brudt et opgør ud i Venstre.

Kristian Jensens post som kronprins i Venstre er udfordret (arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen / Ritzau Scanpix

Dramaet i Venstre når nye højder fredag formiddag. 

Læs også Kommentator: Kristian Jensen udfordrer Løkke i V-magtkamp

Hele dagen er folketingsgruppen samlet på Kragerup Gods i Sydvestsjælland, og her har mangeårig minister og nestor i partiet Claus Hjort Frederiksen, ifølge TV 2s oplysninger, indledt med et opsigtsvækkende krav:

Han vil have Kristian Jensen væltet som næstformand i partiet.

Fra kilder til mødet hører TV 2 også, at der er flere efterfølgende har rejst sig op og bakket Claus Hjort Frederiksen op.

Kontroversielt interview

Årsagen er det interview Jensen gav til Berlingske torsdag, hvor han flere steder direkte undsagde partiformand Lars Løkke Rasmussens politik og strategi - herunder tankerne om et regeringssamarbejde med Socialdemokratiet.

Interviewet er mange blevet tolket som en krigserklæring.

Medlemmer af folketingsgruppen har åbenlyst kaldt Kristian Jensen illoyal, andre - særligt folk fra baglandet - har støttet ham og kaldt hans synspunkter den rette vej at gå.