TV MIDTVEST

Bulder og brag over Danmark: Her ramte skybrud landet i nat

Foto: Nana Aalund Linnet / Privatfoto

I samarbejde med tv2.dk

Flere hundrede lyn slog gnister over navnlig den vestlige del af Jylland i nat.

Himlen blev lyst op af talrige lyn og regnen væltede ned flere steder i Vestjylland sent lørdag aften, da kraftige tordenbyger fra Nordsøen trak ind over landet.

Tordenbygerne varen del af en koldfront, som i nattens løb drev hen over hele landet, men det var altså i den vestligste del af landet, at fronten gjorde sig mest bemærket.

Sammen med tordenvejret kom regnen så hurtigt, at der flere steder var tale om skybrud.

I et område mellem Thorsminde og Ringkøbing Fjord langs Vestkysten fik man skybrud med mere end 15 millimeter regn på en halv time.

Det gik ud over byer som Vemb, Ulfborg og Tim, men også i Holstebro blev der registreret skybrud.

Her faldt der 15,6 millimeter regn på 30 minutter.

I Thyborøn lidt længere oppe ad Vestkysten fik man i løbet af aftenen og natten hele 31,8 millimeter regn i alt. 

Det er tæt på to ugers normal regn i august, som gennemsnitligt byder på 67 millimeter regn på hele måneden.

KRAFTIG REGN OG SKYBRUD

  • Kraftig regn er, når der falder mere end 24 millimeter regn over en periode på maksimalt seks timer.
  • Skybrud er, når der falder mere end 15 millimeter regn over en periode på maksimalt 30 minutter.
  • Kraftig regn og i særdeleshed skybrud kan give anledning til oversvømmede kældre, viadukter og andre lavtliggende områder samt risiko for akvaplaning.
Kraftig regn og især skybrud er ofte forårsaget af tordenbyger. Ved at tælle antallet af sekunder imellem lynet og tordenbraget kan du regne dig frem til, hvor langt væk fra dig lynet slog ned.
http://vejr.tv2.dk/2015-09-03-taeller-du-rigtigt-saa-langt-vaek-er-tordenvejret