Bestseller-chef om afbrænding af tøj - kun en lille del går op i røg

Tøjvirksomheden Bestseller med hovedkontor i Brande fortæller forbrugerne, at ”tøj ikke er affald”. Samtidig destruerer firmaet årligt tonsvis af deres eget tøj.

Bestseller destruerer årligt tonsvis af deres eget tøj, når det går op i flammer på et forbrændingsanlæg i Kolding. Bestseller har et forklaringsproblem, mener eksperter. Foto: Scanpix / Jonas Skovbjerg Fogh

- Vi har fået udbredt budskabet om, at tøj ikke er affald, men en vigtig ressource.

Sådan lyder det fra tøjvirksomheden Bestseller om deres engagement i TV 2 og Røde Kors’ landsdækkende kampagne Smid Tøjet Danmark, der kulminerede i et tv-show i foråret. Bestseller var en af sponsorerne på kampagnen, der opfordrede os alle til at komme og aflevere vores brugte tøj i blandt andet Bestsellers butikker til genbrug eller genanvendelse.

Engagementet i kampagnen er bare ét af mange eksempler på, hvordan Bestseller i stigende grad er begyndt at markedsføre sig som en bæredygtig tøjvirksomhed. Senest er Bestseller også blevet en del af Global Fashion Agenda. Det betyder, at det sammen med andre store brands som eksempelvis H&M vil arbejde for at gøre den globale modeindustri mere bæredygtig.

Nu kan Operation X afsløre, at Bestseller over de seneste mange år har sendt tonsvis af nyt, ubrugt tøj til afbrænding på forbrændingsanlægget Energnist i Kolding.

Cowboybukser, jakker og trøjer bliver brændt

En aktindsigt fra forbrændingen i Kolding viser, at Bestseller alene sidste år fik brændt 49,2 ton tøj, smykker og sko. Det svarer til 3865 fyldte papkasser.

Detaljerede fragtbreve, som Bestseller afleverer til forbrændingen, viser, hvad det helt konkret er, de smider ud. Siden 2015 har virksomheden blandt andet fået brændt 11.126 par cowboybukser, 18.415 jakker og 19.050 sweatre.

- Det hænger umiddelbart umådeligt dårligt sammen med deres bæredygtighedsprofil og de signaler, de sender udadtil, siger Esben Rahbek, der er professer i branding og bæredygtighed ved CBS.

Bestseller rost for miljøansvarlighed

Operation X’s afsløring kommer i kølvandet på, at Bestseller har intensiveret deres profilering af sig selv som bæredygtige. På Bestsellers hjemmeside står der, at de ”vil være én af de mest bæredygtige high street modevirksomheder”, og i en artikel i Berlingske den 11. maj, bliver Bestseller sammen med svenske H&M rost ”for at gå forrest med bæredygtige mål i en fodslæbende branche.”

I artiklen fremhæves det, hvordan Bestseller genanvender gamle tekstiler i nye produkter, og i den forbindelse udtaler Bestsellers specialist i bæredygtighed, Anja Bremholm:

- Modeindustriens helt nye udfordring er, at vi producerer for meget tøj til, at Jordens ressourcer kan følge med. Vi skal genbruge materialer fra gamle produkter, når vi designer nye.

Bestsellers svar: Det er fugtskadet

Bestseller ønsker ikke at stille op til tv-interview i forbindelse med afsløringen, men i et svar til Operation X skriver kommunikationschef Jesper Stubkier, at det er en lille mængde, nemlig 0,1 promille, af Bestsellers samlede produktion, der går op i røg.

- Det kan være varer, der er mug i efter en vandskade, eller produkter som har vist sig ikke at leve op til vores kemikalierestriktioner, skriver han.

Han understreger dog, at den hyppigste årsag til afbrænding af tøj er vandskader.

Eksperter sår tvivl om forklaring:

Det er en forklaring, som flere eksperter har svært ved at forstå.

- Altså man kunne undre sig lidt over, at der over så mange år, har været så mange vandskader, siger Else Skjold, der er adjunkt i bæredygtigt design ved Kolding Designskole.

Christina Dean, der er stifter af NGO’en Redress, som arbejder sammen med modebranchen om at bekæmpe tøjspild, finder forklaringen usandsynlig.

- Medmindre de har et meget utæt lager med flere lækager, kan jeg ikke forstå, hvordan så meget tøj kan blive så vådt. Jeg forestiller mig, de har et ordentligt lager, så hvordan bliver tøjet så vådt? Det lyder lidt forvirrende på mig, siger hun.

Fugtigt tøj kan sagtens genanvendes

Ifølge eksperterne er der andre muligheder end at afbrænde overskudstøj. Selv hvis tøjet grundet vandskade ikke kan sælges.

- Det gør ikke den store forskel, om der er lidt vådt tøj. Fugtigt tøj kan godt genanvendes. Vand er ikke den store forhindring, siger Christina Dean.

Bestseller fremhæver selv deres store vilje til at genanvende tekstiler. Det sker blandt andet i en såkaldt bæredygtighedsrapport for sæson 2015/2016 lavet af Bestseller selv. Her står der, at 52 ton tøj er sendt til genanvendelse i Tyskland. Samtidig bliver det ingen steder nævnt, at en tilsvarende mængde i 2016 blev sendt direkte til afbrænding.