Jægerforbund går ind i sagen om forsvundne Pablo

Danmarks Jægerforbund opfordrer sine medlemmer til at kigge efter hunden Pablo, der natten til torsdag blev stjålet for anden gang på få dage

Narkohunden Pablo blev i går stjålet for anden gang på to dage.
Narkohunden Pablo blev i går stjålet for anden gang på to dage.
Foto: TV2 Østjylland

Danmarks Jægerforbund går nu ind i sagen om den forsvundne narkohund Pablo.

Forbundet opfordrer sine medlemmer over hele Danmark til at se efter Pablo, når de færdes ude i naturen.

- Vi opfordrer medlemmerne til at holde øjne og ører åbne. Jægerne kommer jo meget i hundekredse, så det er helt oplagt at bede dem holde ekstra øje, siger pressechef Torsten Lind Søndergaard fra Danmarks Jægerforbund til TV2 ØSTJYLLAND. 

Opfordringen fra forbundet er opsigtsvækkende.

- Det er første gang, at vi på den måde opfordrer vores medlemmer til at kigge efter en hund, siger Torsten Lind Søndergaard.

Han er sikker på, at mange jægere føler med Pablos ejer, Michael Johansen, som har lagt mange kræfter i at træne Pablo op. 

- Mange jægere har selv et meget nært forhold til deres hund, som de har brugt årevis på at træne op og arbejde med. Derfor kan de levende sætte sig ind i, hvor forfærdeligt det må være at få stjålet sin hund på den måde, siger Torsten Lind Søndergaard. 

Natten til torsdag blev Pablo stjålet fra en aflåst hundegård i familien Johansens hjem i Aarhus N.

Det er anden gang på få dage, at hunden stjæles.

Natten til tirsdag blev Pablo ligeledes stjålet, men det lykkedes Østjyllands Politi at finde hunden tirsdag aften.

Pablo er fire år og ligner en schæferhund, men er en malinois, der ikke er så store som en schæferhund.

Om kort tid skal Michael Johansen til Kabul i Afghanistan med Pablo.

De skal på NATO-opgave i den internationale lufthavn, hvor parret skal søge efter narko i NATO-soldaters bagage.

Har man oplysninger i sagen, bedes man kontakte Østjyllands Politi på telefonnummer 114.