Efterlysning af Pablo spredes i hele Europa

Via en Facebook-side er efterlysningen af den forsvundne narkohund Pablo blevet oversat til et hav af sprog

michael_pablo.jpg
Foto: TV 2 Østjylland

Torsdag blev den aarhusianske narkohund Pablo stjålet fra sin hundegård for anden gang. Siden har der ikke været mange spor efter hunden af racen malinois. Men det skorter ikke på opbakning til eftersøgningen. En Facebook-gruppe har sat sig for at få efterlysningen ud i hele Europa.

Det er gruppen ’Efterlysning af Pablo all over the world’, der i skrivende stund har 800 medlemmer, som har sat sig for at sprede efterlysningen ud over Danmarks grænser.

- Budskabet skal så langt ud som muligt. Vi vil have Pablos særlige kendetegn ud, så folk har noget at kigge efter. Samtidig ønsker vi at fortælle, at Pablo er kryptokid og kan ikke indgå i avl, så hvis nogen får ham tilbudt med henblik på det, får de en lang næse, siger initiativtager til gruppen Anita Jensen til TV2 ØSTJYLLAND.

 
 
Foto: Privatfoto

Af særlige kendetegn hos Pablo kan nævnes, at han går meget specielt og trækker meget i snoren. Han går fra side til side og snuser markant. Desuden har ejeren Michael Johansen fortalt, at hunden har to synlige ar på venstre og højre bagben.

- Vi får rigtig mange henvendelser inde i gruppen fra folk, der tror, at de har set Pablo, men der har endnu ikke været bid. Heldigvis er der stor interesse, og det er både jeg og familien taknemmelige for, siger Anita Jensen.

1:58
Den arbejder som spor- og narkohund i flyvevåbnet i Karup - nu er den stjålet for anden gang på tre dage.

Gruppen er nemlig oprettet i samarbejde og med accept fra familien Johansen.

- Det er et kæmpe stykke arbejde, som Anita har gjort. Det er rørende og dejligt. Jeg er ikke selv på Facebook, og det er fremmed grund for mig, så det er fedt at få den her hjælp, siger Michael Johansen til TV2 ØSTJYLLAND.

Anita Jensen har erfaring med lignende eftersøgninger, og gennem hendes netværk og gruppens medlemmer er det da også allerede lykkes at få historien om Pablos forsvinding ud vidt og bredt.

- Frivillige oversættere har oversat efterlysningen til tysk, engelsk, polsk, russisk og jeg kunne blive ved. Den er nået ud til hele Europa efterhånden, fortæller Anita Jensen.

Hun opfordrer folk, der har tip i sagen til at kontakte Østjyllands Politi, men ønsker man ikke det, står hun også til rådighed.

- Jeg har aftalt med Michael Johansen, at hvis nogen af en grund ikke har lyst til at tale med politiet, må de gerne kontakte mig, og så rykker vi straks ud, siger Anita Jensen.

Til daglig arbejder Michael Johansen og Pablo på hundeskolen på AFTC-Hundetræningscenter i Karup. Om en måned er det planlagt, at Michael Johansen og Pablo skal til Kabul i Afghanistan, hvor de skal på NATO-opgave i den internationale lufthavn. Her skal makker parret blandt andet søge efter narko i nato-soldaters bagage. Hvis Pablo ikke dukker op, skal Michael Johansen stadig til Afghanistan. Men så bliver det formentlig med en anden hund, som hundeskolen har.

Du kan finde Facebook-siden, der deler efterlysningen i hele Europa her.