25-årig mand dræbt i trafikulykke: Vidne så ham ligge på mark

Et vidne opdagede en forulykket bil på en mark og så den 25-årige mand ligge udenfor bilen på marken.

Østjyllands Politi modtog klokken 17.29 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Skjesbjergvej i Vellev ved Ulstrup.
Østjyllands Politi modtog klokken 17.29 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Skjesbjergvej i Vellev ved Ulstrup.
Foto: Google Maps / TV 2 Østjylland

En 25-årig mand mistede tirsdag aften livet i en trafikulykke.

Østjyllands Politi modtog klokken 17.29 en anmeldelse om et alvorligt færdselsuheld på Skjesbjergvej i Vellev ved Ulstrup.

Et forbipasserende vidne opdagede, at der holdt en forulykket bil på marken tæt ved vejen. Vidnet så også, at den 25-årige mand lå udenfor bilen på marken, skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Der blev ydet førstehjælp på stedet, men da lægeambulancen ankom til stedet, stod det klart, at den 25-årige mands liv ikke stod til at redde.

Østjyllands Politi oplyser også, at der er tilkaldt en bilinspektør, som skal hjælpe med de tekniske undersøgelser. De foreløbige undersøgelser tyder på, at der er tale om et solouheld.

Den 25-årige mand kommer fra området. Politiet har tirsdag aften været i gang med at underrette de pårørende.