Løgstrup-virksomhed dømt for Kähler-kopiering

Kähler har fået rettens ord på, at Bovictus A/S med hovedsæde i Løgstrup ulovligt har kopieret virksomhedens populære stribede vaser.

Indehaveren af Bovictus A/S, Kim Krull Jørgensen, er ikke tilfreds med dommen. Foto: Torben Mondrup, TV MIDTVEST

Firmaet Bovictus har solgt vaser, der mindede så meget om Kählers populære og kendte serie af stribede vaser, Omaggio-vaser, at der er tale om en krænkelse. Det har Sø- og Handelsretten slået fast i en afgørelse.

Det skriver finans.dk.

- Bovictus' vaser gør brug af samme form som Omaggios vaser og lysestager og anvender også striber som det gennemgående tema, står der blandt andet i dommen.

Retten skriver desuden, at:

- Helhedsindtrykket er det samme, og at Bovictus' vaser udgør en ophavsretlig krænkelse af Omaggio-serien.

Der var dog en enkelt undtagelse med en lille vase med smalhals, hvor der ikke var tale om kopiering.

Bovictus skal nu betale 200.000 kroner i erstatning til Kähler samt ødelægge kopivaserne. Desuden skal firmaet betale sagsomkostningerne til sagen på 100.000 kroner.  

- Det er den første sag, hvor Sø- og Handelsretten har taget stilling til beskyttelsesomfanget af Omaggio-serien.

- Sagen er vigtig, da den sætter standarden for fremtidige sager, siger Kählers advokat, Johan Løje, til finans.dk.

Advokaten siger til mediet, at der er et stort problem med andre virksomheder, der kopierer Kählers produkter. 

Men indehaveren af Bovictus, Kim Krull Jørgensen, er langt fra tilfreds med dommen.

- Det svarer til at få eneret på den dybe tallerken. Vandret horisontale striber på keramik har været kendt længe. 

Løgstrup-virksomheden vil nu tage stilling til, om dommen skal ankes.

- Vi mener, det er en meget forkert dom. Længe inde Kähler begyndte med striber, var det en kendt teknik. 

Bovictus A/S har nu en frist på fire uger til at beslutte, om de vil anke dommen.