Kvinde fra Thisted alvorligt kvæstet af traktor

En kvinde er blevet fløjet til Aalborg Universitetshospital efter et sammenstød med en traktor.

Ambulance, reddere og lægehelikopter
Foto: Flemming Christensen

En kvinde fra Thisted-egnen er onsdag eftermiddag blevet fløjet med lægehelikopter til Aalborg Universitetshospital. Det fortæller vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi, Henrik Nielsen.

Det, der skulle have været en almindelig dag i stalden for et ægtepar, udviklede sig nemlig yderst uheldigt. Under mugningen kom manden nemlig til at køre kvinden over med en traktor.

- Vi kender ikke kvindens tilstand helt præcist. Jeg kan kun sige, at den er alvorlig, og at hun derfor er blevet fløjet til Aalborg Universitetshospital, siger Henrik Nielsen, der heller ikke vil oplyse kvindens alder.

Udover en lægehelikopter rykkede også en ambulance og tre politibiler ud til gården ved Thisted efter ulykken.