Partier er uenige i tempoet for redning af skovene

Danske skove har det dårligt. Men miljøministeren mener en samlet plan er bedre end at hoppe fra tue til tue.

20190710-113544-7_23mb.jpg
Foto: Maria Albrechtsen Mortensen / Ritzau Scanpix

Både regeringens støttepartier og Venstre erklærer sig parate til at ile den gispende natur i de danske skove til hurtig undsætning.

Det sker, efter at en ny rapport fra Københavns Universitet slår fast, at naturen i skovene har det stadigt dårligere, og ifølge forsker Carsten Rahbek på "kunstigt åndedrætsniveau".

Men miljøminister Lea Wermelin (S) mener, at det giver mest mening efter mange års tilbagegang for skove og natur først at lave en samlet plan for at styrke biodiversiteten.

- Skovene er i krise, og urørt skov er en del af løsningen. Derfor er vi også i gang med et stort arbejde, der skal bremse tilbagegangen, siger miljøministeren.

På et stort naturmøde på Marienborg i sidste uge samlede statsminister Mette Frederiksen (S) over 60 organisationer, der alle har interesse i naturen. Til foråret følger så politiske forhandlinger om en natur- og biodiversitetspakke.

Men der er ingen grund til at vente, lyder det fra en række partier.

Enhedslisten naturordfører, Mai Villadsen, forventer, at der skal ske noget allerede i den finanslov, som forhandles i øjeblikket.

- Vi kan simpelthen ikke spilde et helt år og vente til de kommende forhandlinger om biodiversitetspakken, som først forventes at være færdig næste efterår, siger hun.

Også Venstre er parate til handling.

- Det er sådan set med åbne arme i forhold til regeringen på dette område. Men vi vil gerne sikre handling, så det ikke bare ender med, at der skal bruges det næste års tid at finde frem til noget, når de fleste eksperter godt ved, hvad der skal til, siger miljøordfører Jacob Jensen.

Miljøministeren afviser dog, at hun vil sidde på hænderne det næste år.

- Jeg deler utålmodigheden. Men i stedet for at hoppe fra tue til tue år efter år og reparere en lille smule, så er der brug for en samlet langtrækkende plan, der nu for alvor gør en forskel for naturen i Danmark, siger Lea Wermelin.

/ritzau/