Parkeringshus generer naboer

Et nyt stort parkeringshus i Silkeborg skulle sætte en stopper for det voldsomme parkeringskaos på villavejene rundt om byens sygehus, men naboerne mener stadigvæk, at der er store parkeringsproblemer.

240616silkeborg.jpg

Tre måneder efter at et nyt parkeringshus åbnede ved Silkeborg, skaber det nu uro i nabolaget. Meningen med parkeringshuset var nemlig, at sætte en stopper for parkeringskaos i området omkring sygehuset, men beboerne omkring sygehuset mener, at de stadigvæk er plaget af parkeringsproblemer på deres villavej. Det fortæller DR Østjylland.

- Det er stadig kaotisk. Mange parkerer ulovligt, det har ikke ændret sig, siger Jørgen Madsen, der bor tæt på sygehuset i Silkeborg.

For at kunne tilbyde nok parkeringspladser til patienter og personale åbnede sygehuset i marts et stort parkeringshus med omkring 350 pladser. Det skulle samtidig fjerne den vilde parkering fra villavejene i nærheden af sygehuset, men det er altså ikke sket, har Jørgen Madsen erfaret på egen grund.

- De parkerer utrolig tæt på, nogen endda foran vores indkørsel, så vi ikke selv kan komme ind og ud, siger Jørgen Madsen til DR Østjylland.

Mens det er gratis at parkere på villavejene, og i parkeringshuset koster det penge at parkere - en time koster ti kroner, mens de ansatte kan købe et månedskort til 152 kr.

Direktør: Problemet skal nok løse sig

Direktør Lars Dahl Pedersen fra sygehuset beklager, at naboerne stadig er generet af den vilde parkering. Men han tilføjer samtidig, at sygehuset ikke fra den ene dag til den næste kan overbevise personale og patienter om at bruge p-huset.

- Det kræver lidt tilvænning, at vi nu har indført betalingsparkering. Men nu har vi sikkerhed for at der er pladser på sygehusets område til parkering.

Den generede nabo Jørgen Madsen mener dog, at de vilde parkeringen udgør en stor sikkerhedsrisiko.

- Bilerne holder så tæt på udkørslerne, at man skal helt ud på vejen for at se om der kommer nogen. Så det er ofte tæt på sammenstød mellem biler, og også cyklisterne er i fare, siger Jørgen Madsen.

Direktør Lars Dahl Pedersen er mere optimistisk - han er sikker på, at problemet nok skal blive løst hen ad vejen.

- Vi er i dialog med vores personale blandt andet gennem vores samarbejdsudvalg, siger han.