Parcelhus på Mors udbrændt

Et hus uden for Erslev på Mors er udbrændt. Et brændselsfyr antændte formentlig ilden (arkivfoto).

flammer_trae_voldsomgt.jpg

Et parcelhus på Mors er natten til torsdag brændt ned. Det oplyser Gert Høeg, der er vagtchef ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Ilden opstod lidt før klokken 2, hvorefter ejeren af huset anmeldte branden, der formentlig er antændt af et brændselsfyr.

- Det er altid voldsomt, når der er brand i en bolig, og der har været ild gennem taget. Så er der jo blus på, siger Gert Høeg.

Politiet takserer huset som udbrændt, fordi ilden er brændt gennem taget.

Det var på Bårupvej ved Erslev, der var nattebrand.