Par truet med kniv

Et par jagtede en mand, der ville stjæle højtalere fra deres bil, men blev truet med kniv.

Politi.dk logo 2_1.jpg

Mandag aften var en mand i gang med at lave indbrud i en bil på parkeringspladsen ved Super Best på Christians 8.s Vej i Silkeborg for at stjæle højtalere, da han blev opdaget af bilejerne - en 23-årig mand og en 24-årig kvinde.

Tyven sprang derfor ind i en lys varebil og kørte fra stedet. Bilejerne fulgte efter tyven, som kørte ind ad en blind vej på Smedebakken. Her sprang han ud af bilen og kom farende med en kniv i hånden ned mod parret, der holdt bagved.

- Gerningsmanden skar det ene dæk op med en kniv. Her efter bakkede parret væk, sprang ud af bilen og stak af til fods, oplyser lokalpolitiet i Silkeborg.

Politiet betragter episoden som et røveri, fordi røveren truer og bruger kniv for at slippe væk.

Efter at have truet med kniven pillede gerningsmanden den bagerste nummerplade af sin varebil og kørte fra stedet. Manden er dansk og 180-185 cm høj. Han var iført en rød trøje med hvide striber på ærmerne. Han kørte i en lys VW Transporter med tonede ruder hele vejen rundt og på hvide plader.

Politiet vil meget gerne høre fra personer, der kender til manden eller den lyse VW Transporter. Politiet kan kontaktes på telefon 114.