Papes politi-prioriteter står parat

Kampen mod ungdomskriminalitet bliver et centralt område for den ny justitsminister, Søren Pape Poulsen (K).

Justitsministeriet overgik mandag fra én Søren til en anden Søren. Nærmere betegnet fra Pind til Pape.

Vi skal styrke vores politi. Vi skal have en hårdere og mere kontant kurs mod kriminelle.

Søren Pape Poulsen, Justitsminister, Konservative 

- Jeg er glad for, at det bliver dig. Du havde lidt kvababbelser og kom og spurgte, om jeg var sur på dig. Det er jeg ikke. Jeg kender dig som en god, borgerlig, anstændig mand, sagde Søren Pind (V) til Søren Pape (K) under overdragelsen af ministeriet.

En af de centrale ting, som Søren Pape Poulsen skal overtage fra Søren Pind, er kampen mod ungdomskriminalitet. Pape har dog også andre klare mål med sin nye post. 

- Pakken om ungdomskriminalitet handler om at gøre noget for de unge mennesker, der er røget ud på kanten. Vi skal også styrke vores politi. Vi skal have en hårdere og mere kontant kurs mod kriminelle, siger den konservative formand, Søren Pape Poulsen.

I det nye regeringsgrundlag fremgår det, at regeringen blandt andet vil oprette en straffelovskommission. Den nye kommission skal kigge på principperne for strafudmåling.