Papes indbrudssag: Kritik af politiet

Papes indbrudssag: Kritik af politiet

Fire polske mænd blev mistænkt for indbrudsbesøg, mens Søren Pape besøgte et andet indbrudsoffer lige ved siden af. Politiet lod dem gå, men naboerne kalder deres vurdering for rystende.

Søren Pape Poulsen får opbakning fra naboer, efter han i går blev kritiseret for at være for hurtig på aftrækkeren på de sociale medier.

Da den konservative partiformand Søren Pape Poulsen og partifællen, folketingskandidat Mette Thiesen besøgte en indbrudsramt familie i Nøddebo i Nordsjælland, skete der noget mistænkeligt lidt længere nede ad gaden.

Politiet var blevet kaldt ud til en af naboerne, fordi en mand havde set en varevogn køre rundt med udenlandske plader. Politiet forklarede senere, at der var tale om reklameomdelere, og at de derfor havde ladet de udenlandske mænd gå.

Der havde Søren Pape Poulsen dog allerede skrevet om episoden på Facebook, og det blev derfor til historien om, at Søren Pape Poulsen forvekslede en indbrudstyv med en reklameomdeler. Flere medier fremstillede den konservartive formand for at være for hurtigt på aftrækkeren.

Nabo: De var desperate

Men nu forklarer flere naboer til DR Nyheder, at de ikke mener politiet tog opgaven alvorligt. Blandt andre afviser nabo Peter Frederiksen politiets forklaring om, at de polske mænd uddelte flyers.

- Det er eddermame løgn. Helt ærligt, det er en håndværkerbil med stiger oppe på taget. De havde udenlandske plader og arbejdstøj på. Det er helt ærligt rystende, at politiet lader dem gå, siger Peter Frederiksen til DR Nyheder. Peter Frederiksen mødte selv en af mændene og beskriver som desperat og tydeligt nervøs.

Søren Pape Poulsen undrer sig, men siger også, at han ikke vil lege betjent.

- Men det undrer mig meget. Det er sådan en historie, man har lyst til at udforske en lille smule mere. Det siger noget om om den utryghed, folk føler i sådan et område med mange indbrud, og det er jo sådan set det, der er humlen i det her, siger Søren Pape Poulsen.