Pape vil undersøge sparerunde i fængsel: - Ingen skal gå utrygge på arbejde

Tillidsmanden på Nørre Snede Fængsel frygter for de ansattes sikkerhed. Søren Pape Poulsen vil nu have sagen undersøgt.

Den konservative formand, Søren Pape Poulsen.
Den konservative formand, Søren Pape Poulsen.
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

- Ingen skal gå utrygge på arbejde.

Sådan lyder det fra den konservative formand, tidligere justitsminister Søren Pape Poulsen, efter at TV MIDTVEST har fortalt om en sparerunde på Nørre Snede Fængsel - en besparelse der ifølge tillidsmanden får de ansatte til at frygte for deres sikkerhed.

Søren Pape Poulsen siger til TV MIDTVEST, at han nu vil bede om at få sagen undersøgt.

- Selvfølgelig gør det indtryk, og nu ved jeg jo fra min ministertid, hvor mange kræfter vi har brugt på at styrke Kriminalforsorgen, og vi har lige lavet en aftale, der styrker den endnu mere, siger han.

Den konservative formand peger på, at forsorgen har været plaget af mangel på personale, men om det spiller en rolle i Nr. Snede, tør han ikke sige. Han understreger dog, at området har fået tilført væsentligt flere ressourcer.

- Vi har jo set, at der er lavet nogle forstærkningshold. Der er nogle lukkede fængsler med nogle meget krasbørstige typer, som man har været nødt til at bruge mange ressourcer på. Men det skal jo ikke betyde, at resten af fængselsvæsnet skal være under pres. Vi har haft en kæmpe udfordring med at få flere folk. Pengene er der, men vi kan ikke få folkene. Om det er det, der er svaret, vil jeg spørge ind til, siger han.

Ny uddannelse

Søren Pape Poulsen håber på, at en ny vestdansk uddannelse for fængselsbetjente kan være med til at løse problemet med mangel på personale.

- Men er er flere penge på vej?

- Vi har lige lavet en aftale om Kriminalforsorgen fire år frem, hvor vi faktisk kommer et betydeligt ekstra beløb i det her, men det må vi jo diskutere. I første omgang må vi bede Kriminalforsorgen fortælle, hvorfor der er prioriteret, som der er, siger han.

Fængslet i Nr. Snede skal i år spare en million kroner, og i det nye år skæres der sandsynligvis fire millioner af budgettet.

Samtidig kommer der flere indsatte i fængslet. Antallet øges fra 160 til 176 indsatte.

- Jeg synes, at det er dybt uforsvarligt. Mine kolleger bliver pålagt mere og mere arbejde uden at få påført ressourcer af nogen art. Jeg har kolleger, der skriver til mig og udtrykker: Vi føler os ikke trygge længere ved at gå ind gennem porten, siger tillidsmanden.

4:40