Pape vil have selvstændigt miljøministerium i ny regering

Den konservative formand ser gerne, at en ny trekløverregering splitter Miljø- og Fødevareministeriet op.

Det Konservative Folkeparti har gjort den grønne dagsorden til en af sine hovedprioriteter i forhandlingerne om nyt regeringsgrundlag.
Det Konservative Folkeparti har gjort den grønne dagsorden til en af sine hovedprioriteter i forhandlingerne om nyt regeringsgrundlag.

Lige siden, der med Venstre-regeringen blev dannet et Miljø- og Fødevareministerium, har konstellationen været udskældt af oppositionen såvel som af miljøorganisationer.

For hvordan kan den samme minister tage hensyn til både landmænd og miljø under ét?

Med det in mente ønsker De Konservative at splitte ministeriet op i to, hvis den nye trekløverregering med Venstre og Liberal Alliance bliver til virkelighed.

- Vi kan bestemt se en fordel i, at miljøet får sin egen minister, siger partiformand Søren Pape Poulsen til Politiken.

- Men får man ikke det, så er det ikke et kardinalpunkt. Det vigtigste for os er, hvad det er for en politik, der skal føres på det grønne område.

Ømt punkt i blå blok

Den konservative formand understreger, at det til enhver tid er statsministeren, der fastlægger ministrenes ressortområder.

En optælling, som Politiken foretog tidligere på året, viste, at kun seks ud af 30 europæiske lande ligesom Danmark har samlet ansvaret for miljø og landbrug på én ministertaburet.

Striden om balancen mellem miljø og landbrug har længe splittet blå blok. Således væltede De Konservative som bekendt i begyndelsen af året daværende miljø- og fødevareminister Eva Kjer Hansen (V).

Det skete efter afsløringer af, at regeringen ifølge flere forskere havde pyntet på miljøeffekten af landbrugspakken.

LA-leder Anders Samuelsen understreger i torsdagens Politiken, at han er "super glad" for den omstridte landbrugspakke.

Prioriterer grøn dagsorden

Ud over en opsplitning af Miljø- og Fødevareministeriet vil Søren Pape Poulsen generelt "sætte klare konservative aftryk" på den nye regerings miljø- og klimapolitik.

Det seks mandater store parti har gjort den grønne dagsorden til en af sine hovedprioriteter i forhandlingerne. 

Blandt andet ønsker De Konservative ifølge Politikens oplysninger at skrive ambitionerne fra klimaloven om en konkret reduktion af Danmarks CO2-udledning ind i regeringsgrundlaget. 

Både Venstre og Liberal Alliance stemte imod klimaloven i 2014. Som en del af loven blev det uafhængige ekspertorgan Klimarådet oprettet. Et råd, som Venstre vil nedlægge, men som De Konservative vil beholde.

/ritzau/