Pape vil fordoble straf ved salg af narko til børn og unge

Justitsminister foreslår hårdere straffe og forebyggende tiltag, så flere unge holder sig fra narkotika.

Søren Pape Poulsen, partiformand i Konservative.
Søren Pape Poulsen, partiformand i Konservative.
Foto: Liselotte Sabroe / Ritzau Scanpix

Straffen ved salg af narkotika til børn og unge skal skærpes, så man ikke kan slippe med en bøde.

Således lyder et nyt udspil fra De Konservative, der vil fordoble straffen, styrke politiindsats ved skolefester og udvide ordningen, hvor ungdomsuddannelser kan bestille en betjent til foredrag.

- Hvis man er så kynisk, at man sælger stoffer til børn, så skal man virkelig mærke lovgivningens hammer slå hårdt, for alle skal være trygge ved at sende børn ud i nattelivet, siger Søren Pape Poulsen (K).

Han har ikke fremlagt forslaget som justitsminister, da regeringspartneren Liberal Alliance ser anderledes på forslaget. Desuden er der andre sager, der har fået forrang.

Ifølge Sundhedsstyrelsens seneste undersøgelse fra 2017 har over 18.000 unge på en måned prøvet hårdere stoffer end hash. Det tal har ikke været højere de sidste femten år.

Straffen i sager om salg til mindreårige skal fordobles. Samtidig skal muligheden for bødestraf fjernes, så gerningen altid straffes med fængsel, foreslår De Konservative.- Det handler om, at der er nogle kyniske pushere, der udnytter børn og unge. Det er dem, vi har lyst til at knalde til for at sige det helt ærligt, siger Søren Pape Poulsen.

Strafferammen for salg af euforiserende stoffer i mindre mængder er bøde eller fængsel op til to år. Ved meget store mængder eller særligt farligt stof er den på op mod ti år.

Justitsministeren fremhæver, at der også er forebyggende tiltag.

Ordningen hvor ungdomsuddannelser kan få besøg af en betjent, der fortæller om konsekvenserne af narkomisbrug, skal udvides.

Politiindsatsen skal styrkes i forbindelse med arrangementer, hvor der hovedsageligt deltager unge. Det kan eksempelvis være ved brug af narkohunde til fester på ungdomsuddannelserne.

Ungdomsuddannelser, der har oplevet problemer med narkotika blandt de unge, opfordres til at udføre narkotests til skolefester.

Folketingsvalget finder sted 5. juni.

/ritzau/