Pape vil finde alle sine ministre i folketingsgruppen

Den konservative formand sigter mod tre ministerposter, og de skal findes blandt partiets folketingsmedlemmer.

soerenpape.jpg

K-formand Søren Pape Poulsen kræver tre konservative ministre i en kommende trekløverregering med Venstre og Liberal Alliance. Og de skal udpeges blandt partiets seks mand store folketingsgruppe. Da det vil efterlade en forsvindende lille gruppe på tre folketingsmedlemmer, regner den konservative formand med at hive tre nye partifæller ind på Christiansborg.
    
- Det siger sig selv, at vi kan ikke bare have en gruppe på tre medlemmer tilbage, det skal vi finde en løsning på, og det gør vi så, siger Søren Pape Poulsen på vej ind til regeringsforhandlinger på Marienborg.
    
Han vil ikke pege på, hvilke partifæller han vil hive med sig ind i regeringen.
    
- Jeg har nogle tanker, men jeg har det sådan, at jeg har seks medlemmer af folketingsgruppen, som den dag i morgen kunne blive ministre, siger Søren Pape Poulsen.
    
Han forhandler regeringsgrundlag med statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Venstres næstformand og udenrigsminister, Kristian Jensen.
    
/ritzau/