Pape står til at misse plads i folketinget

Det Konservative Folkeparti går tilbage for tredje måned i træk. Det viser en ny analyse af meningsmålinger.

papetur.jpg

Hvis der var valg i dag, så ville den konservative partiformand Søren Pape Poulsen slet ikke blive valgt til folketinget. Det viser en valgpronose, som valgforsker og professor Søren Risbjerg Thomsen fra Aarhus Universitet har foretaget for Altinget.

Prognosen er lavet på baggrund af kvalitetsvægtede gennemsnit af november måneds meningsmålinger. Her går partiet tilbage for tredje måned i træk, og står nu til kun at få 4,5 procent af stemmerne. Dermed opnår partiet kun otte mandater, og det betyder ifølge Søren Risbjerg Thomsens geografiske prognoser, at Søren Pape ikke opnår valg.

Skal skaffe ekstra mandat

Den tidligere Viborg-borgmester stiller op i Vestjyllands Storkreds, som slet ikke gav noget mandat til partiet ved sidste valg. De Konservative skal således fortsat op på ni mandater, før Vestjyllands Storkreds giver et mandat til partiet.

- Det ottende Konservative mandat falder i Nordsjælland, og det ser ikke umiddelbart ud til at skifte, siger Søren Risbjerg Thomsen til Altinget.

Han peger på manglende landspolitisk erfaring, og sagerne fra Viborg om blandt andet kommunal overbetaling af reklamer på byens stadion, som årsagerne til partiets tilbagegang Papes formandstid.

Målingerne pegede ellers opad for Konservative, da Pape blev formand i begyndelsen af august. Efter den første måned stod de Konservative til 5,6 procent – den største tilslutning til partiet i denne valgperiode. Men siden er tallet dalet, og ligger nu under det historisk dårlige valgresultat fra sidste folketingsvalg i 2011 på 4,9 procent.