Pape: Så lavt ligger vi ikke

Pape: Så lavt ligger vi ikke

Den konservative formand tvivler på, at blot 2,6 procent af danskerne vil stemme på partiet ifølge ny måling.

De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, har svært ved at tro på, at hans parti ligger til at få blot 2,6 procent af stemmerne ved valget 18. juni.

Det peger en ny Voxmeter-måling på mandag, hvor De Konservative altså bevæger sig tættere på spærregrænsen.

- Der kommer tre-fire målinger hver eneste dag, og så kommer der en, der stikker lidt ud, og så er det den, jeg skal kommentere på. Derfor vælger jeg at sige, at der er en ting, der tæller, og det er resultatet på valgdagen, og så bruger jeg ikke så mange kræfter på målingerne, siger Søren Pape til TV MIDTVEST

I de seneste målinger fra Gallup, Megafon og Wilke står De Konservative til henholdsvis 4,8, 4,6 og 3,9 procent.

I Voxmeter-målingen er usikkerheden i forhold til opbakningen til partiet ét procentpoint. Det vil sige, at De Konservative godt kunne stå til 3,6 procent af stemmerne. Men Papes parti kunne også stå til blot 1,6 procent.

- Det her, det er en måling som adskiller sig væsentligt fra alle andre, så jeg forstår godt, det er den medierne vælger at fokusere på, men jeg fokuserer ikke på målingerne, siger Søren Pape Poulsen.

Han ønsker derfor ikke at forholde sig til, at Helle Thorning-Schmidt (S) og rød blok står til en valgsejr med 50,5 procent af stemmerne, mens blå bloks opbakning er skrumpet til 49,1 procent.

- Der er mange dage tilbage af valgkampen endnu. Jeg vil bruge tiden på at tale med danskerne om politik, og så er det eneste resultat, der gælder, det den 18. juni, siger Søren Pape Poulsen.

Ved valget i 2011 fik De Konservative 4,9 procent af stemmerne.