Pape formand for landets mindste parti

Pape formand for landets mindste parti

Søren Pape Poulsen kunne ikke sikre De Konservative fremgang ved valget, men bliver som formand.

Det Konservative Folkeparti er Folketingets mindste parti. Meldingen var ikke til at tage fejl af, da danskerne havde stemt.

Sikkert er det derfor også, at Søren Pape Poulsen ikke lykkedes med at sikre partiet den fremgang, partiet og formanden havde ønsket og håbet på. På trods slår han helt fast, at han fortsætter på posten.

Søren Pape Poulsen takkede vælgerne på Facebook for fem timer siden.

- Vi har fået et hak i tuden, men vi har også en helt unik mulighed for at få genrejst vores parti. Vi har nu de afgørende mandater i et blåt flertal, og dem vil vi bruge til at trække i en borgerlig retning, skriver han.

Fra populær borgmester til formand  

Opgaven var klar for Søren Pape Poulsen, da han i august sidste år overraskende overtog ledelsen af Det Konservative Folkeparti fra Lars Barfoed. Han skulle øge opbakningen til partiet, som er krympet til en fjerdedel, siden Poul Schlüters storhedstid i midten af 1980'erne.

Pape var en kanin op af hatten. Han var en populær borgmester i Viborg, som han havde stået i spidsen for siden 2009, og han var respekteret blandt medlemmerne i partiet, hvor han på de indre linjer har været en politisk og retorisk stærk konservativ stemme. Men han var ukendt på den landspolitiske scene og skulle skabe sig et navn hos gud, konge og hvermand i fædrelandet.

Stram retspolitik og fjernelse af topskat  

De politiske budskaber var velkendte: Modstand mod skolereformen, en stram retspolitik samt en fjernelse af topskatten. Men hans stil skulle være en anden, og han præsenterede sig selv som et frisk pust fra det virkelige liv uden for Christiansborg.

Han satte målet til "fremgang" og erklærede, at han selv skulle vælges ind i Folketinget for at fortsætte som formand. Konservative fik 3,4 procent af stemmerne, svarende til seks mandater. Ved valget i 2011 fik partiet 4,9 procent af stemmerne, svarende til otte mandater. Men Søren Pape Poulsen bliver som formand. Nu som formand for Folketingets mindste parti.

Vi fulgte Pape på valgdagen:

01:01 Luk video