Pape: Forhandlinger frosset fuldstændig fast

Justitsministeren klar til at droppe Herning som hjemsted for ny politiskole.

2:06

Regeringens ønske er stadig en politiskole i Herning, men justitsminister Søren Pape Poulsen er nu klar til at droppe Herning, hvis det kan åbne op for at der kommer en nybygget politiskole.

- Regeringens holdning er Herning, men vi skal stadig have 90 mandater, siger Søren Pape Poulsen til TV MIDTVEST med henvisning til, at Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne ikke har vist særlig stor begejstring for Herning i løbet af de seneste måneder.

- Hvis det er et problem, at den skal ligge i Herning, for der har været insinueret mange ting, jamen, så må vi ligge den et andet sted, siger Pape Poulsen til TV MIDTVEST.

På spørgsmålet om Herning så er helt ude af kampen, siger justitsministeren:

- Ja, spørgsmålet skulle jo næsten stilles til socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. For denne her regering ønsker, punkt et: At give politiet en ny skole, de bedste forhold vi kan give dem. Og vi ønsker at placere den i Herning. Så har vi så bare sagt: Hvis geografi skal til at være en hindring for at politiet kan få det bedste, så må vi jo kigge på det.

Mandag indkalder Pape partierne til forhandlinger.