Pape-farvel kostede en kvart million

Der var ingen smalle steder til Søren Pape Poulsens afskedsfest, som endte med at koste Viborgs skatteydere knap en kvart million kroner.

papetur.jpg

Det var ikke hotdogs og håndbajere, men derimod stor buffet med steg, salater og kartofler, gæsterne til Søren Pape Poulsens afskedsreception blev trakteret med.

Ved receptionen fik samarbejdspartnere og politikere lejlighed til at sige farvel til den afgående borgmester.

Og det var der 500 gæster, der benyttede sig af. Alt inklusiv løb regningen derfor op i 241.528,25 kroner. Det viser den agtindsigt, som B.T. har fået i regningen for farvelfesten.

- Det kan lyde af mange penge, men man skal huske, at der var mere end 500 til stede den dag, og der var tale om en borgmester, der har været populær i hele kommunen, og som nu er blevet formand for et parti. Det skal selvfølgelig markeres, mener SF's Søren Gytz Olesen.

Hetz eller hængeparti?

Siden Søren Pape Poulsen blev leder for Det Konservative Folkeparti, har B.T. gravet flere sager om den tidligere Viborg-borgmester frem. Adskillige politikere i Viborgs byråd kalder avisens dækning for en hetz over for TV MIDTVEST. Andre betegner arrangementet som ødselt.

- Jeg synes da, det lyder ekstravagant, når det kan gøres billigere i andre kommuner, siger Dansk Folkepartis Lone Langballe til avisen.

Silkeborg er billigere

Til sammenligning tog Silkeborg Kommune afsked med borgmester Hanne Bæk Olsen efter kommunalvalget i 2013, men kommunen kunne klare hendes afskedsreceptionen med pindemadder og frugt i kantinen. Dén udgift løb op i 46.100 kroner - altså kun en femtedel af farvelbudgettet ved Søren Papes eftermiddagsreception i Viborg.

I følge B.T. skal beløbet også ses i lyset af, at Viborg Kommune i februar sidste år var i top tre over de kommuner, der havde sparet mest på svage borgere.

Søren Pape har ikke ønsket at kommenetere sagen over for TV MIDTVEST, da han ikke selv har været med til at træffe beslutninger om receptionen.