Pakker hele døgnet

Som de første i Midt- og Vestjylland kan postkunderne i Holstebro fremover hente pakker i en selvbetjeningsautomat døgnet rundt.

Normalt foregår pakkeafhentning indenfor normal åbningstid, men fremover kan kunderne hente pakken når det passer dem.

Som det første sted her i landsdelen åbner Postdanmark nu en døgnautomat ved postkontoret i Holstebro.

- Jeg håber, at kunderne i Holstebro bliver glade for Døgnposten, som gør det nemmere og hurtigere at få sine pakker. Flere og flere handler på nettet, fordi det er nemt, enkelt og kan ske på alle tidspunkter af døgnet. Det skal også være nemt, hurtigt og enkelt at få sine varer, og det er Døgnposten med til at sikre, siger privatkundechef Marianne Jespersen fra Post Danmark.

Sådan gør man

For at bruge Døgnposten skal kunderne tilmelde sig via www.doegnposten.dk.

Her får kunderne et ottecifret kundenummer, som de - sammen med nummeret og adressen på deres døgnpost - opgiver som leveringsadresse, når de handler på nettet. Når pakkeposten har lagt pakken i automaten, så får kunden en sms eller email med to adgangskoder. De skal indtastes på automaten, og herefter får kunden sin pakke.