Pædagoguddannelsen hitter i landsdelen

680 havde pædagoguddannelserne her i landsdelen som førsteprioritet. Det gør den til den mest populære.

Gitte  Dybdal
Foto: Morten Thomsen TV MIDTVEST

I dag fik 91.539 så svar på, om de er kommet ind på deres drømmeuddannelse eller ej. I alt er 65.000 studerende kommet ind på en uddannelse på landsplan.

Ser man på, hvilke uddannelser her i landsdelen, som flest har haft som førsteprioritet, så er det ret blandet i toppen.

Den absolut mest populære uddannelse er pædagoguddannelsen, som kan læses i både Holstebro, Viborg, Thisted og Ikast. Den havde 680 kommende studerende som førsteprioritet. 

Næstmest attraktiv var sygeplejerske-uddannelsen i Holstebro, Viborg, Thisted og Silkeborg. Den vil 493 allerhelst ind på.

Fik man ikke sit ønske opfyldt, er der et godt råd at hente fra Studievalg Midt- og Vestjylland. Geografien spiller en stor rolle for mange ansøgere, og vejlederne opfordrer til at gå på kompromis i jagten på drømmeuddannelsen.

- Der kan være uddannelser, der kan være svære at komme ind på og nogle snit, der måske er blevet højere i år, men hvis du vil have samme uddannelse, eksempelvis erhvervsøkonomi i Herning, jamen så er der stadig ledige pladser, fortæller Gitte Dybdal, studie- og karrierevejleder Studievalg Midt- og Vestjylland.