Pædagogstuderende savner undervisning

Pædagogstuderende savner undervisning

De kommende pædagoger i Viborg fortæller, at de efter en reform af uddannelsen må nøjes med syv timers forelæsning hver anden uge.

De studerende på pædagoguddannelsen i Viborg er frustrerede.

Efter at den nye reform af uddannelsen trådte i kraft for to måneder siden, har de følt sig overladt til sig selv - med et minimum af undervisning.

De har studerende har selv regnet ud, at de nu er nede på syv timers forelæsning hver anden uge - og dertil kommer nogle få timers vejledning.

- Vi er overladt til os selv uden mulighed for at få feedback. Det er trist, siger en af de studerende, Peter Tidemand.

De kommende pædagoger fortæller, at en stor del af deres tid nu går med gruppearbejde, hvor de det meste af tiden må arbejde uden vejledning.

- Vi oplever det som markant anderledes. Vi skal i langt højere grad selv søge den viden, vi skal bruge. Det er også okay, men vi bør stadig have mulighed for at få hjælp og få noget feedback, siger Peter Tidemand.

Peter Møller Pedersen, der er uddannelseschef for pædagoguddannelsen i VIA University College, afviser, at de studerende samlet får færre undervisningstimer efter reformen. Han siger dog, at uddannelsen lige nu er midt i en overgangsfase, og at de studerende med tiden vil få flere undervisningstimer.

01:58 Luk video