Pædagoger strejker i Thisted

De ansatte i Thisted kommunes daginstitutioner strejker fra torsdag morgen. Det har de besluttet på et fagligt møde onsdag.

141203strejke.jpg

Der bliver brug for naboer og bedsteforældre til at passe børn i Thisted kommune fra torsdag morgen. De ansatte pædagoger og pædagogmedhjælpere i kommunens daginstitutioner har besluttet at strejke. Det oplyser en talsmand for pædagogerne til TV MIDTVEST.

Pædagog Ulla Kiefer Jensen fra Limfjordsbørnehaven i Thisted siger, at de ansattes fagforening BUPL har gennemgået Thisted kommunes spareplan for personalet. Planen nedlægger 32 stillinger på grund af faldende børnetal, men de ansatte mener, at kommunen sparer flere stillinger væk, end børnetallet berettiger til:

- Vi kan overhovedet ikke se, hvordan det skal kunne hænge sammen, siger Ulla Kiefer Jensen.

Forældre bakker op

Selvom forældrene nu må finde alternativ pasning, bakker de personalets kampskridt op.

- Jeg vil ikke sige, vi opfordrer dem til at strejke, men vi støtter dem, siger Pia Balle Ravnborg. Hun er formand for Forældrerådet i Område Midt, der blandt andet dækker daginstitutionerne i Thisted by, og hun var én af cirka 150 forældre, der var mødt op til støttedemonstration ved det faglige møde.