Pædagoger: Børn slår så hårdt, at det giver blå mærker

Hver anden midt- og vestjyske pædagog bliver udsat for vold på sin arbejdsplads. Det viser en ny undersøgelse, som TV MIDTVEST og BUPL står bag.

Karin Albæk Harritz er blot én af de mange pædagoger, der oplever voldelige episoder fra børn. Foto: Troels Majgaard, TV MIDTVEST

Karin Albæk Harritz er pædagog på Bøgeskovskolen i Bjerringbro. Men selv om hun arbejder med børn fra de yngste klassetrin, kan arbejdsdagene være både mentalt og fysisk opslidende.

- Det kan være voldsomt, for når vi forsøger at tage fat om en elevs håndled for at få dem væk fra en situation, bliver de aggressive. De bider og sparker så voldsomt, at det giver blå mærker, og det sker også, at man faktisk må til læge, lyder det fra AKT-pædagogen. 

De voldelige episoder, der tæller alt fra bid og spyt til slag og spark, opstår ifølge Karin Albæk Harritz især, når der stilles krav til børnene. 

De bider og sparker så voldsomt, at det giver blå mærker, og det sker også, at man faktisk må til læge.

Karin Albæk Harritz, AKT-pædagog

- Vi forlanger og forlanger. SFO forlanger jo om morgenen, når børnene kommer. Så skal de i skole, og der forlanger læreren, at de går i gang kl. otte. Så kommer de i SFO igen, og der skal de skrive sig op til aktiviteter osv., forklarer hun og fortsætter:

- Så kommer mor og far og henter dem, og så skal der laves lektier og aftensmad, og så skal børnene i øvrigt også lige til sport. De her små poder er maks. spændt for.

Og Karin Albæk Harritz er langt fra den eneste, der oplever voldelige overfald fra børn. 47 procent af BUPL MidtVestjyllands medlemmer har inden for det seneste år været udsat for vold i deres arbejde. 

Især er det slemt på landsdelens skoler, SFO'er og fritidshjem. Her er det hele 53 procent af pædagogerne, der har oplevet voldelige episoder.

'Chokerende tal'

I alt har 848 pædagoger deltaget i undersøgelsen. Af dem er 304 inden for det seneste år blevet slået af et barn, mens 247 pædagoger er blevet sparket, og det overrasker formanden hos BUPL MidtVestjylland: 

- Jeg synes, det er chokerende. Det er alt for meget. Jeg synes simpelthen, at det er alt for højt. Det må give noget snak rundt omkring, når nu den her undersøgelse bliver offentliggjort, siger Ivan Holck Jensen til TV MIDTVEST.

Han er ikke i tvivl om, at det er de daglige rammer på de pædagogiske arbejdspladser, der er skyld i de voldelige episoder. 

- Jeg tror simpelthen, det er mangel på ressourcer og mangel på organisering i forhold til, hvordan man indretter sine daginstitutioner: Hvor mange pædagoger skal der være, og hvor mange ikke-uddannede skal der være. Altså, jeg tror simpelthen, at det grundlæggende er et spørgsmål om ressourcer, forklarer han.

Blandt pædagogerne i de midt- og vestjyske børnehaver er det 51 procent, der inden for det seneste år har oplevet voldelige episoder, mens det i de integrerede institutioner er 43 procent. I landsdelens vuggestuer er tallet lavere. Her er det blot hver fjerde pædagog, der har oplevet voldelige episoder.

Også i Silkeborg oplever pædagogerne problemer med børn, der reagerer voldeligt. Det slog Midtjyllands Avis i forrige uge fast. I en undersøgelse blandt BUPL Østjyllands medlemmer i Silkeborg blev det klart, at næsten hver fjerde af kommunens pædagoger inden for det seneste år er blevet slået, sparket, bidt eller spyttet på.

Fakta om undersøgelsen

I undersøgelsen er inddraget pædagoger fra BUPL MidtVestjyllands distrikt, der dækker kommunerne: Holstebro, Herning, Ikast-Brande, Viborg, Ringkøbing-Skjern, Struer, Skive og Lemvig.