Påbud til slagteri efter dødsulykke

Arbejdstilsynet gav forbud og straks-påbud til Moesgaard Meat.

Slagteriet Moesgaard Meat i Naur ved Holstebro har fået et forbud og to straks-påbud af Arbejdstilsynet, efter at en 57-årig mand omkom ved en arbejdsulykke på slagteriet den 22. juni.

Den 57-årige blev klemt ihjel, da en hydraulisk arbejdsplatform blev udløst og faldt ned over ham. Ulykken førte til, at Arbejdstilsynet forbød arbejdet ved platformen, indtil arbejdet kan foregå forsvarligt.

- Man giver et forbud, når der er en overhængende betydelig fare. Det er den højeste grad af alvor, vi opererer med, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Jens Klug Albertsen.

Derudover fik slagteriet et straks-påbud om at sørge for, at de ansatte får den "nødvendige og tilstrækkelige instruktion i at udføre arbejdet med rengøring af virksomhedens maskinanlæg". Der blev også givet påbud om at gennemføre det lovpligtige hovedeftersyn af den hydrauliske platform.