På trods af forbud: Mand brændte haveaffald af

Selv om der er kommet regn nogle steder i weekenden, så gælder afbrændingsforbuddet stadig. Alligevel har politiet uddelt flere bøder.

Der er afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner, og man skal stadig være forsigtig.
Der er afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner, og man skal stadig være forsigtig.
Foto: Ritzau Scanpix / Mads Claus Rasmussen

I weekenden har der været flere overtrædelser af afbrændingsforbuddet, som stadig gælder - også selv om der kommer en byge eller to.

I Karby på Mors brændte en mand haveaffald af i sin have søndag eftermiddag. Det blev anmeldt til politiet, som tog ud og snakkede med ham.

- Han er ikke sigtet endnu, men når han bliver det, får han en bøde på 5000 kroner, siger Jørgen Jensen, politikommissær hos lokalpolitiet i Thisted.

Også ved Silkeborg blev afbrændingsforbuddet overtrådt. I Fårvang tændte en 29-årig mand op i en gasgrill lørdag først på aftenen, og det må man sådan set godt, bare det er på fast underlag.

- Gasgrillen blev tændt på en tør græsplæne, og det er altså ikke det rigtige sted, så det endte med at blive en dyr aftensmad, siger John Toft, politikommissær hos lokalpolitiet i Silkeborg.

I Hjerm ved Struer blev en 47-årig mand også sigtet, fordi han havde fyldt en metaltønde med tagpap og andet affald og sat ild til det på græsplænen ved sin bolig.

Selv om der er kommet regn flere steder i landet den seneste halvanden uge, er naturen stadig knastør. Der er afbrændingsforbud i alle landets 98 kommuner, og man skal stadig være forsigtig.

- Vandet fordamper eller siver lynhurtigt ned i jorden, så brandrisikoen er stadig høj. Så tjek det lokale afbrændingsforbud og følg et par simple råd, så vi undgår for mange brande fremadrettet, oplyser forebyggelsesekspert i Beredskabsstyrelsen Mads Dalgaard på Twitter.

Afbrændingsforbuddet gælder, ind til man får andet at vide.

2:16
Der er stor forskel på, hvordan brandvæsenet tolker afbrændingsforbuddet. Hos Brand og Redning Midtvest må erhvervsdrivende gerne tænde op i kulgrillen - 30 km derfra, i Holstebro, er det total forbudt.