Vild flugt fra politiet: Kørte gennem Skives gågade

Politiet har nu beslaglagt mandens bil efter biljagt gennem gågaden midt om eftermiddagen.

Foto: Flemming Christensen, TV MIDTVEST

En 21-årig skibonit gjorde alt for at slippe væk, da en politipatrulje mandag eftermiddag ville vinke ham ind til siden i Skive.

Den unge mand valgte at køre fra stedet, og med patruljevognen i hælene styrede han sin Peugeot 208 ned gennem gågaden Frederiksgade.

- Det skete vel at mærke klokken 16.30, hvor der formentlig var en del mennesker på gaden. Han kørte med ikke under 50 kilometer i timen, og selv om der heldigvis ikke var nogen, der kom til skade, må det betegnes som groft uforsvarligt, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Den 21-åriges flugt sluttede, da han forlod bilen på en parkeringsplads ved Ågade. Han forsøgte at stikke af til fods, men blev indhentet af en af betjentene på broen over Skive Å.

Han er nu sigtet for at køre uden førerret, for at overtræde færdselsloven og for at køre med hash i blodet. Og da det samtidig var tredje gang, han blev taget i at køre uden kørekort, valgte politiet at beslaglægge bilen med henblik på konfiskation. En afgørelse som han dog har valgt at få prøvet i retten.

- Vi har ikke hørt om nogen, der direkte måtte springe for livet, men hvis der er nogen, der måtte udføre en aktiv handling for at undgå at blive påkørt, hører vi i lokalpolitiet i Skive gerne fra dem, fortæller Niels Bach.