På vej mod et bæredygtigt fiskeri

EU-ministrene er blevet enige om en fiskerireform. Den skal på sigt genopbygge fiskebestandene, der i de seneste årtier har været udsat for overfiskeri.

Kuttere.jpg

Årtiers årligt tilbagevendende skænderier om fiskekvoternes størrelse skal afløses af et langsigtet og bæredygtigt fiskeri, der skal genopbygge Europas fiskebestande.

EU's fiskeriministre enedes onsdag morgen om en fiskerireform, der skal afløse den fælles fiskeripolitik fra 1983.

Den 30 år gamle politik ses af mange som en fiasko, som har tilladt en subsidieret flåde af store fartøjer at overfiske bestandene.

Ministrenes aftale skal nu godkendes af Europa-Parlamentet, der har presset ministrene for at gå langt for at beskytte fiskebestandene.

- Den aftale, vi har lavet, ligger på et sølvfad til Europa-Parlamentet, der nu har chancen for at snøre sækken, så vi sammen kan tage et historisk skridt for et bæredygtigt fiskeri i Europa, sagde fødevareminister Mette Gjerskov onsdag morgen.

EU's fiskeriministre styrker mål for bæredygtighed for både fisk og havmiljø. Der sættes juridisk bindende mål for, hvor meget af en bestand man må fiske i EU's farvande, så man undgår overfiskeri, oplyste ministeren.

Et forbud mod udsmid af fisk har været helt centralt i forhandlingerne. Det går ud på at begynde at måle fiskekvoter ved fangsten på havet i stedet for som hidtil på havnen, når fisken bliver landet.

En følge vil være, at fiskerne ikke længere kan undlade at lande de fisk, der falder uden for de tilladte kvoter, eller som sælger dårligt. Europa-Parlamentet vil have et fuldstændig forbud mod udsmid, som anslås at være op til en fjerdedel af fangsten for nogle arter.

Ifølge den ny reformaftale skal et forbud mod udsmid indfases over fire år fra 2015.Der kommer til at være en såkaldt bagatelgrænse på fem pct. Det er en stramning i forhold til de syv procent, ministrene vedtog i februar, men det er fortsat et åbent spørgsmål, om det er nok til at tilfredsstille de kritiske europaparlamentarikere.Aftalen skal ifølge det irske EU-formandskab være på plads inden 1. juni.