På sporet af taxa-røveren

Den røver, der begik røveri med en kniv mod en taxa-chauffør i Ringkøbing i weekenden, er muligvis den samme, som begik et lignende røveri i Århus i sidste uge.

Formanden for taxavognmændene i Ringkøbing, Poul Christensen, fik sig noget af en overraskelse, da han læste nyheder fra Taxa Danmark i morges. Her kunne han læse om et taxa-røveri begået af en arret mand med en 25cm lang kniv. Manden skulle tale et gebrokkent dansk -  muligvis østeuropæisk accent og være mellem 170 og 180 cm høj.

Det er vores mand

Signalementet svarede fuldstændig til det, der blev givet efter røveriet i Ringkøbing. Det var bare ikke dét røveri, Poul Christensen læste om, men et lignende fra Århus forstaden, Viby.

- Jeg tænkte bare med det samme - det er vores mand, siger Poul Christensen.

Han tog straks kontakt til politiet i Ringkøbing, som endnu ikke var opmærksomme på sammenfaldet.

Nu vil politiet kigge sagen fra Århus igennem og sammenholde oplysningerne.

- Vi kan på nuværende tidspunkt hverken be- eller afkræfte, at der er tale om den sammen gerningsmand, men det vil vi finde ud af, siger Bjarne Højgaard, vicepolitikommisær, Midt- og Vestjyllands Politi, Ringkøbing.