P-vagter i landsbyerne

Fremover risikerer man at støde på parkeringsvagter i de små landsbyer i Viborg Kommune.

100927_Parkeringsvagt_Bin001.jpg

Politikerne i Viborg vil have en bedre parkeringsadfærd, og derfor er antallet af parkeringsvagter blevet fordoblet. Tre nye parkeringsvagter er blevet uddannet.

Med den øgede bemanding er der lagt op til, at parkeringsvagterne fremover skal være langt mere synlige i hele kommunen. Også borgerne i mindre landsbyer kan risikere at finde et girokort på 510 kroner under vinduesviskeren, hvis de har parkeret med et hjulpar på fortovet eller lignende på deres egen villavej. Det oplyser Per Christensen, der er chef for Trafik og Veje ved Viborg Kommune, til TV-Midt/Vest.

Viborg Kommune får af og til henvendelser fra borgere der er generet af ulovlige parkeringer. Per Christensen forventer, at de flere p-vagter vil give flere penge i kommunekassen.