Overvægt er blevet kommunens problem

Ikast-Brande Kommune har indgået en femårig aftale med DIF og DGI, der skal få flere borgere til at dyrke motion.

2:05
Ikast-Brande Kommune har forpligtet sig til at få flere til at være aktive.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Pulsen skal op og de overflødige kilo væk i Ikast-Brande Kommune.

Kommunen har indgået en femårig aftale med Dansk Idrætsforbund og DGI, der skal få flere borgere til at dyrke motion. Kommunen har skrevet under på, at 85 procent af kommunens borgere skal være fysisk aktive i 2020.

- Vi synes, det er rigtig vigtigt, at vores borgere kommer ud at røre sig, og det har været lige så væsentligt for os, at de indgår i nogle fællesskaber. Fysisk aktivitet er vigtigt, og kan vi så samtidig få nogen lokket over i vores dygtige foreninger, så ville det være fint, for fællesskab modvirker ensomhed og er godt for livskvaliteten, siger Frank Heidemann (Socialdemokratiet), der er formand for sundheds- og omsorgsudvalget i Ikast-Brande Kommune.

Sundhed sparer penge

Det er foreninger som Brande IF Ikast-Brande Kommune er afhængige af, nu hvor de har underskrevet aftalen "Bevæg dig for livet" med Dansk Idrætsforbund og DGI. De forpligter sig til at få 1.300 flere borgere til at bevæge sig. 

- Folk ved jo godt, at de skal være aktive, så det handler om at finde ud af, hvordan vi får dem til at tage det sidste skridt og så holde fast i dem. Jeg synes, det er rigtig vigtigt, at man sætter overliggeren så højt som overhovedet muligt, så der er noget at arbejde efter. Der er ingen tvivl om, at det er vigtigt for kommunen at gøre folk sundere, og derfor vil vi som forening gerne støtte op om det, siger formanden for Brande IF, Michael Koch.

Det er foreninger som Brande IF, der skal til at samarbejde mere med Ikast-Brande Kommune.
Det er foreninger som Brande IF, der skal til at samarbejde mere med Ikast-Brande Kommune.
Foto: Hans Olav Sandal, TV MIDTVEST

Det handler ikke kun om sundhed, men også om penge: Der er kommet dobbelt så mange svært overvægtige danskere over 20 år, og en undersøgelse fra KORA viser, at det kan betale sig på bundlinjen at hjælpe svært overvægtige med at tabe sig. Når man har rundet et BMI på 30, så bliver det for hvert BMI-point tre procent dyrere for samfundet på grund af følgesygdomme som diabetes, kræft og hjertekarsygdomme.

- Vi betaler temmelig mange penge, når vores borgere bliver indlagt på sygehusene, så vi kan jo spare kommunekassen for nogle penge, når borgerne bliver sundere, og det er da rigtig fint, siger Frank Heidemann.

Samarbejde på tværs af foreningerne

Også hos foreningen Brande Fitness er de med på at hjælpe kommunen med at få flere til at motionere ved at oprette nye hold, som starter helt fra bunden.

- Jeg synes, det er et super godt initiativ, og det er også godt, at vi på tværs af foreningerne kan sparre med hinanden om at få folk til at bevæge sig. Jeg er helt sikker på, at det bliver super fedt. Det er altid fedt, når vi får nogle nye herned, og man kan se den udvikling, som de kommer igennem, siger Britta Rosenkilde, der er instruktør hos Brande Fitness.

I samarbejdet med foreningerne håber kommunen at kunne nå ud til de borgere, som ikke er vant til at røre sig og få dem til at blive en del af fællesskabet.

- Man kan sige, at vi allerede har en hel masse perler - nu har vi fået den snor, der kan koble perlekæden sammen, siger Frank Heidemann.

Dansk Idrætsforbund og DGI forventer, at mindst 15 andre kommuner også vil følge i hælene på Ikast-Brande inden for de næste par år.