Oversvømmelser: Skader for tocifret millionbeløb

Vandet er væk fra Musikteatret, Balletskolen, Hotel Royal og diskoteket Buddy Holly, men skaderne forventes at løbe op i mange millioner.

vandskader balletskolen holstebro

I dag begyndte oprydningsarbejdet efter de massive oversvømmelser i Holstebro. Både Balletskolen og diskotek Buddy Holly har totalskadede kældre, og tilsammen vurderes vandmasserne at have lavet skader for et tocifret millionbeløb.

- Det ligner jo en slagmark, man skulle næsten tro det er en krigszone. Alt er smadret og endevent og ligger hulter til bulter, og der er formentlig intet, der kan reddes, siger skoleleder ved Balletskolen Kent Sommer-Mortensen. 

Ifølge elektriker på Musikteatret, Klaus Brunebjerg Jørgensen, regner de med, at skaderne alene for Musikteatret løber op i et tocifret millionbeløb. Derudover kommer skaderne på Balletskolen, Hotel Royal og Buddy Holly. Sidstnævnte åbner ikke op igen foreløbigt. Det kan tage op til et halvt år, og alene det at tørre kælderen op kan tage et par måneder. Og så skal det hele bygges op igen.

Musikteatret fastslår at de holder åbent som planlagt, intet er aflyst. Hotel Royal er begyndt at tage gæster ind igen. Balletskolen har ikke haft sløjfet undervisningen, og der er etableret strøm i bygningerne igen.

Kælderen under balletskolen i Holstebro er blevet tømt for vand. Indtil i går var her billedkunstlokaler. I rummet ved siden af har vandet revet et særligt balletgulv op, og alle musikinstrumenter er gået tabt. Omkring 150.000 kubikmeter vand fossede natten til i går ind i kælderen under Musikteatret, Hotel Royal, Balletskolen og Buddy Holly, efter at en branddør måtte give op over for presset ude fra en svulmende Storå.

Vandskader er som udgangspunkt ikke dækket af en husforsikring. Stormrådet vurderer i øjeblikket på, om skaderne kan dækkes af den statslige oversvømmelsesordning.