Oversvømmelse skaber kaos i Holstebro

Storåen er lige nu over 2,5 meter over den normale vandstand. Det skaber store udfordringer.

Oversvømmelse 1

Beredskabsstyrelsen kæmper mod massive vandmængder i Holstebro, efter at Storåen er gået over sine breder. Det er bygningen med diskoteket Buddy Holly, Landbobanken og Hotel Royal, der er oversvømmet. 

Åen er godt 2,5 meter over den normale vandstand, og det sætter beredskabet på prøve. En nødudgang under Landbobanken står åben, og det er ind gennem den dør, de store mængder vand fosser ind.

- Vi kæmper virkelig mod vandmasserne. Vi er godt nok udfordret, fortæller vagthavende indsatsleder ved beredskabet i Holstebro, Mogens Eliassen. 

Vi er godt nok udfordret.

Beredskabet gør alt for at pumpe vandet væk så hurtigt som muligt. De har også sat en båd i vandet, som skal forsøge at barrikadere døren, så vandet ikke kommer ind. 

Hvis vandet bliver ved med at stige, og beredskabet ikke kan følge med, så er der stor risiko for, at vandet trænger ind til orkestergraven ved Musikhuset. 

TV2 vejret oplyser, at der alene i området omkring Holstebro er faldet 63 milliarder liter vand.