Overskud trods nedrykning

Overskud trods nedrykning

Silkeborg IF fik overskud i 2013, selv om fodboldholdet rykkede fra Superligaen til 1. division.

155.000 kroner efter skat er ikke det største overskud, men det er alligevel tilfredsstillende for fodboldklubben Silkeborg IF, der i denne sæson spiller i 1. division i stedet for i Superligaen.

- I konsekvens af nedrykningen måtte vi gennemføre ganske store, men nødvendige besparelser, og det er ikke uden en vis tilfredshed, at vi på trods af nedrykningen kan fremlægge et, efter omstændighederne, fornuftigt økonomisk resultat for 2013, skriver klubbens direktør Kent Madsen i årsrapporten.

Klubben har blandt andet skilt sig af med flere af de spiller, der havde de højeste lønninger.

Underskud i 2012

I 2012 spillede Silkeborg IF i Superligaen, og der havde de ifølge Jyllands Posten et underskud på 6,4 millioner kroner. Alligevel er målsætningen stadig, at holdet efter denne sæson skal rykke direkte op i Superligaen. Lige nu ligger Silkeborg nummer tre i 1. division - A-point med AC Horsens på andenpladsen. De to bedste hold i 1. division rykker op i Superligaen.