Overskud på 1,6 millioner i MCH

På et år er underskud vendt til overskud i MCH-koncernen.

I 2010 omsatte MCH-koncernen for 276 millioner kroner - det er 23 millioner kroner mere end i 2009, hvor MCH præsenterede et underskud på ni millioner kroner. Det nye regnskab viser, at Herningvirksomheden har vendt underskud til overskud, så der for 2010 er et overskud på 1,6 millioner kroner.

Regnskabet for 2010 er især præget af åbningen af multiarenaen, der åbnede den 20. oktober 2010. Med den er der kommet langt flere gæster til Herning. Det samlede besøgstal for 2010 var 868.315 gæster - det er 101.053 flere end året før.

- Det har været et usædvanligt travlt og oplevelsesrigt år, hvor vi kom flere skridt nærmere vores mål om at være et af Danmarks førende oplevelsesfyrtårne, siger bestyrelsesformand for MCH-koncernen Poul Sand i en pressemeddelelse.

Afsmitning på lokalområdet

De næsten 900.000 besøgende i MCH i 2010 har også haft stor betydning for lokalområdets virksomheder, hoteller og forretninger. En nylig gennemført analyse fra Rambøll Management viser, at aktiviteterne i MCH har tilført lokalområdet en ekstra omsætning på op mod 530 mio. kroner. Opgør man den halve mia. i arbejdspladser, svarer det til en beskæftigelse på 688 fuldtidsstillinger.