Overlæger peger på supersygehus

Ledende overlæger fra Holstebro og Herning bakker nu op om, at der kun skal være ét stort sygehus i Vestjylland. Der er ikke brug for flere sygehuse, lyder det i et åbent brev til sundhedsministeren.

Godstrup.jpg

Vestjyder kan godt glemme alt om en akutfunktion i Holstebro, når supersygehuset i Gødstrup engang står færdigt. For står det til en række overlæger, så skal der i fremtiden kun være ét stort vestjysk sygehus.

- Rådet af Ledende Overlæger på regionshospitalerne i Holstebro og Herning ønsker, at beslutningen om at opføre et nyt hospital i Vestjylland fastholdes. Det vil sikre borgerne i Vestjylland mulighed for at kunne få en førsteklasses hospitalsbehandling i mange år fremover, skriver de i et åbent brev til sundhedsminister Jakob Axel Nielsen.

Og med den udmelding lægger overlægerne op til, at der kun skal være ét stort hospital i Vestjylland. Det bliver behandlingen nemlig bedre af, skriver overlægerne i brevet.

- Fremadrettet er der brug for at få specialerne samlet på ét hospital, fordi rigtig mange patientforløb indebærer en tæt daglig kontakt imellem flere specialer. Herved får vi mulighed for at sikre patienterne den mest professionelle behandling. Specialerne er i dag som følge af den stigende specialisering afhængige af hinanden. Patienterne skal ikke længere opleve at sendes frem og tilbage imellem hospitalerne i Herning og Holstebro. 

Overlægerne ønsker dog ikke at blande sig i diskussionen om, hvor supersygehuset skal placeres.