Overlæger: Besparelser rammer hårdt

De ledende overlæger i Hospitalsenheden Vest frygter for konsekvenserne af Region Midtjyllands spareplan. Ifølge dem vil besparelserne betyde længere ventetid og dårligere behandling.

Region Midtjylland skal finde besparelser for 699 millioner kroner, og det får nu overlægerne i Hospitalsenheden Vest til at frygte for konsekvenserne.

Blandt andet frygter de, at spareplanen vil skabe stor ubalance i de sundhedstilbud der bliver tilbudt i regionen, når opgaver bliver flyttet fra Vestjylland til Østjylland.

- De udmeldte spareplaner og argumentationen bag er ikke målrettet et fremtidigt bæredygtigt hospitalsvæsen i den vestlige del af Region Midtjylland, siger Jesper Mortensen, der er formand for Rådet af ledende overlæger i Hospitalsenheden Vest.

Mulige fejl i kræftbehandling

En af de ting som overlægerne frygter, er at flytningen af vævsprøve-laboratoriet fra Holstebro til Randers og besparelser på blodprøve-analyser og akutte røntgenundersøgelser, kan betyde forsinkelser og fejl i udredning og behandlingen af kræftpatienter.

Samtidig mener overlægerne, at besparelserne vil ramme arbejdsmiljøet. Det får dem til at frygte, at det kommer til at gå hårdt ud over kvaliteten i patientforløbene.

- Vi appellerer til, at regionens politikere vil leve op til deres forpligtelser til at sørge for ligevægtige sundhedstilbud på lige vilkår til alle borgere i alle dele af Region Midtjylland, siger Jesper Mortensen, der samtidig opfordrer politikerne til at revurdere spareplanerne.